Det eneste, der mangler, er vel en idrætshal. Ellers er alt, hvad unge kan begære, savne og ikke vidste, de ikke kunne undvære, nu samlet under ét tag i Næstved.
Det kan næsten heller ikke blive mere centralt, da den gamle tekniske skole i Jernbanegade 10, er sat i stand fra top til tå og fremstår indbydende – helt i de unges ånd.
Navnet på de unges nye samlested er UngeCentrum, og her skal Line Bruun Bertelsen være leder.
- Jeg forventer, at min vigtigste opgave bliver at samle et hus. Vi kombinerer mange forskellige samarbejdspartnere i huset, som har mange forskellige roller og indgange til de unge. Først og fremmest skal vi have de unge ind i huset og få dem til at være med til at forme og præge huset til det, de ønsker, huset skal være, lyder det fra den tidligere leder i Næstved Kommunes virksomhedsservice.
Artiklen fortsætter under billedet...
Den gamle bygning fra 1885 rummer tre etager plus ”kælderen”, hvor ungdomsprojekthuset JB10 har holdt til i en del år. JB10 består stadig, men nu er der tydelig sammenhæng med resten af huset.
- Vi samarbejdspartnere i huset skal arbejde ud fra stafet-princippet, at man som ung - uanset hvilken etage man rammer – bliver grebet af nogle men også afleveret godt videre. Der skal være en god sammenhængskraft.
- Mange af dem, der i dag bruger JB10, er også en målgruppe for et studiecenter eller nogle af de andre tilbud, der er her i huset. Det er et fedt add-on til, hvad der i forvejen eksisterer, siger Line Bertelsen om husets mange tilbud.
Et mere åbent miljø
Huset er og bliver for de unge mellem 15 og 29 år, og én af dem, der vil bruge det meget, er UngeRådets bare 17-årige formand Marius Johannesen.
- Vi har helt klart manglet sådan et sted i Næstved. Vi har tidligere kun haft JB10, som ude fra set måske har været meget lukket. Så det er fedt, vi får et miljø, der er lidt mere åbent for flere typer af mennesker, siger Johannesen, der går i 2.g på ZBC.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Jeg forventer, det bliver et sted, hvor vi unge kan mødes og hænge ud, både om noget der er fagligt, men også bare være sociale sammen. Jeg vil i hvert fald være med til nogle af de fede arrangementer og bare være sammen med venner og også møde nye mennesker, lyder det fra unge-formanden, der håber, at både gymnasie-, handelsskole-, erhvervs- og VUC-elever vil bruge huset.
Huset skal kunne det hele
En anden formand, Lars Hoppe Søe (B), der som formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Næstved Kommune klippede den røde snor til huset, glæder sig over, at det endelig lykkedes med et hus for de unge.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Vi har i mange år tænkt tanker om, hvordan vi kunne gøre det. Der har været lidt modstand, men vi fik politisk samlet os og sagt: ”vi skal have det her hus”. Huset skal kunne det hele. Problemer skal løses, men der er også megafede ting, kreative aktiviteter og så videre. Det skal være et hus, hvor man kommer og bare skal have en god aften med sine venner, siger Lars Hoppe Søe, der har et klart bud på, hvornår huset får succes.
- Der ligger en formidlingsopgave i at synliggøre huset, men succesen er, at der er flere unge, der skal i job og uddannelse. Det er succeskriteriet. Det er ikke for sjov, vi laver det. Vi har for mange unge, der har det svært, mener den radikale politiker, der ikke genopstiller til det kommende kommunalvalg.
UngeCentrum er kommunens nye samlingspunkt for unge mellem 15 og 29 år. Det rummer:
- Et studiecenter, hvor studerende fra uddannelser i kommunen kan komme og hygge sig, arbejde på projekter/opgaver, deltage i faglige oplæg og workshops og mødes på tværs
- Jobkonsulenter, der bl.a. støtter og rådgiver ledige unge om job og karriere
- Ungeguider, der støtter den unge i livsmestring i forhold til gennemførsel af uddannelse og vejen til job
- Uddannelsesmentorer, som bl.a. har brobygning, forberedelse og opfølgning med de unge på deres uddannelsesvej
- UngeVejen: Gruppe- og individuelle forløb med bl.a. inspiration og støtte via job- og uddannelsesrelaterede oplæg, samtaler og hjælp til CV og jobsøgning
- Ungeløftet: en ny indsats, der skal hjælpe flere unge i job og uddannelse
- UU-vejledere, der hjælper unge med at finde, vælge, blive klar til og gennemføre en ungdomsuddannelse
- SSP– konsulenter, der forebygger kriminalitet og arbejder med tryghedsskabende tiltag for unge
- Headspace – et samtaletilbud til unge
- Studievalg Danmark– vejleder om karriere og valg af videregående uddannelser
- Ungdomsprojekthuset JB10 – et ungdomshus for unge lavet af unge