Fotograf: EDC | Opdateret

Næstved-villa til 12 millioner er solgt

En af Næstveds dyreste villaer har fået ny ejer. Efter knap et halvt år på markedet er der skrevet under på en handel med Frihedsvej 30 – en arkitekttegnet villa i første række til Herlufsholmskoven.

Da vi her på naestved.nu i foråret havde Frihedsvej 30 som Ugens Bolig, var prisskiltet på 12 millioner kroner. Nu er villaen solgt.

EDC Poul Erik Bech Næstved satte boligen til salg 6. marts, og 28. august blev købsaftalen underskrevet. Dermed tog det knap seks måneder at finde den nye ejer.

For ejendomsmægler og partner Thomas Pedersen blev det samtidig hans hidtil dyreste salg i Næstved.

– Det er personligt mit dyreste salg. Men vi har faktisk lige nu tre andre boliger til salg, som potentielt kan blive solgt til en endnu højere pris, siger Thomas Pedersen, som tidligere har været involveret i endnu større handler med sin butik. 

I 2023 solgte forretningen en ejendom i udkanten af byen til tæt på 15 millioner kroner.

Prisen blev justeret

Frihedsvej 30 blev oprindeligt udbudt til 12 millioner kroner. Det var ifølge Thomas Pedersen baseret på prisudviklingen på boligmarkedet, siden han selv solgte huset første gang to år tidligere. Men markedet var ikke helt med på den pris.

– Det viste sig at være mere, end markedet kunne eller ville betale, fortæller han.

Ved den første udbudspris var der to fremvisninger. Prisen blev efterfølgende justeret ad to omgange, og særligt efter den seneste prisændring kom der mere aktivitet omkring boligen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Der er kommet nye ejere til Frihedsvej 30. Foto: John Ringstrøm

Der er kommet nye ejere til Frihedsvej 30. Foto: John Ringstrøm

Den endelige salgspris ønsker EDC ikke at oplyse.

I alt har mæglerforretningen haft egentlig dialog med fem potentielle købere. Fælles for dem var, at de alle kom fra Næstved eller nærområdet.

– Typisk er det ikke ejendomme i den her prisklasse, hvor der er flest fremvisninger. Og af respekt for sælger går vi meget op i at screene kunderne, siger Thomas Pedersen.

En bolig ud over det sædvanlige

Den 269 kvadratmeter store funkisinspirerede villa ligger for enden af en lukket vej med Herlufsholmskoven som nærmeste nabo. Dertil kommer en integreret dobbeltgarage på 48 kvadratmeter.

Huset skiller sig blandt andet ud med separate børne- og forældreafdelinger, store opholdsrum, højt til loftet og en lang række specialløsninger og eksklusive materialevalg. Haven er tegnet af en havearkitekt, mens store terrassearealer følger huset rundt.

Netop kombinationen af beliggenhed og arkitektur blev afgørende i handlen.

– Beliggenheden i første række til skoven, samtidig med at man er tæt på centrum og skole, betyder meget. Og så er der arkitekturen, loftshøjden og de separate afdelinger i huset, siger Thomas Pedersen.

Selv om millionbeløbet gør handlen usædvanlig, vil han ikke gøre selve salgsopgaven vigtigere end andre handler.

– Om vi sælger en etværelses lejlighed til 500.000 kroner, en villa til to millioner eller i dette tilfælde en bolig til over 10 millioner, så er alle handler lige vigtige for os, konstaterer han og men medgiver, at Frihedsvej 30 har været en særlig bolig at arbejde med.

– Det er selvfølgelig en spændende opgave at sælge en villa, hvor der ikke er skævet til priserne på materialerne, og hvor alle løsninger er tænkt ind i forhold til boligens placering på grunden, lyder det fra mægleren.

Frihedsvej 30 har været en speciel bolig at handle med, ifølge EDC-mægler Thomas Pedersen. Foto: Privat

Frihedsvej 30 har været en speciel bolig at handle med, ifølge EDC-mægler Thomas Pedersen. Foto: Privat