Fotograf: Jasmin Møller | Opdateret

Næstved Revy bryder isen med masser af latter

Fredag aften blev brugt i revyens tegn, da "Næstved Revy 2026… bryder isen" havde premiere. Med en skarp blanding af samfundskritik, gen-z slang og tyske accenter havde holdet bag Næstved Revy publikum flade af grin fra start til slut.

Aftenen begyndte med fællesspisning, hvor der blev udvekslet håndtryk, grinet og småsludret over vejret, inden revyen for alvor gik i gang. Da tæppet faldt, og introsangen spillede, var det hurtigt klart for publikum, at i aften ville det gå løs. Skuespillerne indtog scenen iført farverige pailletveste, og lagde ud med en velkomstsang, der straks satte gang i klapsalverne - og dem var der mange af.

De velfortjente klapsalver og den afsluttende stående applaus var resultatet af flere måneders hårdt arbejde.

Artiklen fortsætter under billedet...

Tyske turister kan have deres udfordringer, når de kommer til Næstved Kommune. Foto: Jasmin Møller
Tyske turister kan have deres udfordringer, når de kommer til Næstved Kommune. Foto: Jasmin Møller

- Meget af efteråret frem til jul er det manuskript og tekster og ideudvikling. Så er det først i januar, vi virkelig får det hele på plads, fortæller Tina Nedergaard, der sammen med Martin Engelbæk, der også er instruktør på revyen, bliver rost til skyerne af publikum på vej ud.

Artiklen fortsætter under billedet...

Publikum morede sig kosteligt på premiereaftenen. Foto: Jasmin Møller
Publikum havde en herlig premiereaften. Foto: Jasmin Møller

Publikums begejstring for den lokale vinkling var tydelig, når alt fra den nye svømmehal til Slattenpatten blev nævnt. Kommunalvalget i efteråret satte også sit tydelige præg på forestillingen, hvor den samfundskritiske skildring af omverdenen blev leveret med satire og humor. Det fik både borgmester Kenneth Sørensen, og tidligere borgmester Carsten Rasmussen, til at trække på smilebåndet.

- Det var fremragende. Det var sjovt, det var nærværende, og jeg er virkelig imponeret over, hvor godt de var sat ind i tingene. Det var ”spot on”, udtaler Kenneth Sørensen, som flere gange måtte overgive sig til latteren efter de kække bemærkninger fra scenen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Folkedansk er måske den nye dille i Næstved. Foto: Jasmin Møller
Folkedansk er måske den nye dille i Næstved. Foto: Jasmin Møller

Tina Nedergaard påpeger, at det politisk-satiriske element netop har været et bevidst greb på for at gøre forestillingen mere lokal og genkendelig for publikum. Samtidig understreger hun, at bagtanken aldrig er at træde nogen over tæerne, men derimod at bruge revyens satiriske udgangspunkt til at berøre de politiske emner, der har præget lokalsamfundet i Næstved.

Revyen er båret af lokale kræfter, og forestillingen værner i høj grad om hverdagen i Næstved. Det mærkes tydeligt, når publikum samles i grin, fællessang og højlydte klapsalver, der fylder salen med fællesskab og lokal stolthed. Kenneth Sørensen fremhæver også, hvor vigtigt revyen blandt andet er for at skabe og vedligeholde en blomstrende lokalkultur.

Artiklen fortsætter under billedet...

Vin-sketchen tog kegler. Foto: Jasmin Møller
Vin-sketchen tog kegler. Foto: Jasmin Møller

- Det viser bare igen, at Næstved kan meget mere, og det skal vi være stolte af. Det er en fantastisk oplevelse, det skylder vi alle Næstved-borgerne at oplyse om, hvor fantastisk det er, og fantastisk var det, at mærke sammenholdet på tværs af langbordene, siger borgmesteren.

Musikken bliver leveret af Jakob Christoffersen-Bjerre og Hans-Henrik Nielsen, mens de øvrige skuespillere er Thomas Bjerre, Anton Nygaard Darup og Henrik Bro Andersen.

‘Næstved Revy… bryder isen’ spiller alle fredage og lørdage i februar i Kulturhuset på H.C. Andersens Vej.

Skuespillerne blev hyldet på behørig vis af publikum efter premieren. Foto: Jasmin Møller
Skuespillerne blev hyldet på behørig vis af publikum efter premieren. Foto: Jasmin Møller