Fotograf: Næstved HG | Opdateret

Næstved HG tabte vigtig kamp i Valby

Næstved HGs fodboldkvinder mistede søndag muligheden for selv at afgøre kampen om en plads i forårets kvalifikation til A-Ligaen. Det skete efter et knebent nederlag på 0-1 til Østerbro i Valby Idrætspark.

Det var vigtige point, der stod på spil, da Næstved HG søndag gæstede Østerbro i B-Ligaen. Men hjemmeholdet trak det længste strå, da Janne Brouer scorede kampens eneste mål i det 51. minut.

Nederlaget betyder, at Næstved HG nu ligger på fjerdepladsen, tre point efter Østerbro på andenpladsen og et enkelt point efter Sundby på tredjepladsen. Dermed er sydsjællænderne med to kampe tilbage afhængige af andre resultater i kampen om en plads i forårets kvalifikation til A-Ligaen.

Manglede det sidste

Cheftræner Frederik Guld erkender, at hans hold ikke ramte det niveau, der havde givet seks sejre i de foregående seks kampe.

– Generelt set er det en meget lige kamp, hvor vi desværre ikke rammer samme niveau i vores præstation, som vi ellers tidligere har gjort. Østerbro er gode til at tage spillet til sig og presse os længere tilbage på banen, og vi skal generelt set forsvare os meget, siger han.

Østerbros sejrsmål faldt efter en standardsituation, hvor Næstved-forsvaret ikke fik fulgt sin markering helt til dørs.

– Vi lykkes efterfølgende med at skabe et godt tryk, men de forsvarer sig godt, og vi bliver aldrig rigtig farlige, fortæller Frederik Guld.

To kampe tilbage

Næstved HG har nu to kampe tilbage i efterårssæsonen. Først venter Viborg hjemme lørdag 14. november, inden holdet afslutter på udebane mod B.93.

Selvom oprykningens kvalifikationspladser ikke længere er i egne hænder, har cheftræneren ikke opgivet håbet.

– Nu kigger vi frem mod de sidste to kampe, hvor der fortsat er en masse at spille for. Det er to svære kampe, og det kræver, at vi rammer vores niveau fra tidligere kampe, slutter Frederik Guld.

Næstved HGs målvogter måtte se sig passeret en enkelt gang. Her er hun i aktion mod FC Thy/Thisted. Foto: Næstved HG

Næstved HGs målvogter måtte se sig passeret en enkelt gang. Her er hun i aktion mod FC Thy/Thisted. Foto: Næstved HG