Kære unge: I er ikke svage. I er heller ikke alene.
Jeg taler med unge, der siger ting som: “Nu har han igen råbt af mig og skældt mig ud for noget, jeg slet ikke var en del af.” Og: “Jeg stopper. Jeg kan ikke klare, at han råber af mig mere.”
Vi mister dygtige fremtidige kokke, håndværkere, mekanikere, pædagoger og SOSU’er, fordi læringsmiljøet ikke er trygt. Det må og skal vi tale højt om.
Du fortjener at få lov til at lære - ikke at blive skældt ud.
Hvad kan du gøre, hvis du bliver råbt ad?
Først og fremmest: Det er aldrig din skyld. Det rigtige er faktisk:
- At sige fra – roligt, men tydeligt:
“Jeg vil gerne lære, men jeg kan ikke, når du råber ad mig.” - At kontakte den uddannelsesansvarlige eller kontaktlæreren.
De skal tage det alvorligt. - At sige det derhjemme.
Du skal ikke gå alene med det. - At skifte læreplads – hvis du må og kan.
Det er ikke et nederlag at sige: “Det her miljø ødelægger mig.”
Du må godt redde dig selv.
Men måske tør du ikke. Måske fryser du. Måske tror du, at du er problemet. Eller måske bliver du så ramt, at du helt mister modet.
Det er forståeligt. For når en voksen råber af dig, kan kroppen gå i alarmtilstand. Især hvis du har oplevet det før. Så bliver gamle sår aktiveret - og det rammer dobbelt hårdt.
Hvad sker der i voksne, der råber af elever?
Det er aldrig eleven, der er problemet. Voksne, der råber, er ofte selv:
- stressede og pressede
- følelsesmæssigt umodne (råber i stedet for at regulere sig selv)
- fanget i en kultur, hvor hård tone og hierarki er “normalt”
- bange for selv at fejle – og skubber ansvaret væk ved at hæve stemmen
Især i nogle håndværksfag findes der stadig rester af en gammeldags lærlinge kultur, hvor “det er sådan, vi gør her”. Men det gør det ikke okay.
Det er en misforstået autoritet. Det er dårlig ledelse. Og det er en voksen, der ikke kan styre sit nervesystem.
Det er desværre ikke enkeltstående tilfælde
Tal fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at 42 procent af elever på erhvervsuddannelser falder fra inden for fem år. En stor del handler om trivsel, miljø og måden, de unge bliver mødt på. Når du som ung møder ind og bliver skældt ud – ofte uden grund – så sætter det sig:
- Det går ud over selvtilliden.
- Det gør det svært at lære.
- Og til sidst bliver det ren overlevelse.
Kære unge i Næstved
Hvis du sidder med ondt i maven over at gå på arbejde: Gør ikke dig selv mindre for at passe ind. Søg hjælp. Tal med nogen. Tag skridt for dig.
Der er altid en vej videre - også selvom den føles langt væk lige nu.
Fakta om Mette Knarreborg
Mette ejer Stop & Smil med det eftertragtede SOS-forløb i Næstved, hvor børn og unge finder tilbage til balance og trivsel på kun tre sessioner. Hun har en baggrund som folkeskolelærer, traumeterapeut, børnerådgiver og Human Design-reader. Som mor til fire og mormor til to har hun på egen krop lært at navigere i både skole- og familieliv. Alt, hvad Mette skriver om, tager udgangspunkt i enten egne børn eller børn fra SOS-forløbet.
