Fotograf: Presse | Opdateret

”Mylle” giver den gas på Fiskerlejet

En sand legende indenfor dansk showbizz er i Karrebæksminde torsdag eftermiddag. Jørgen De Mylius gæster Fiskerlejet som DJ.

Godt nok er han blevet 80 år, men Jørgen De Mylius er ”still going strong”. Manden, der elsker musik og om nogen kan kaldes Danmarks ”Mr. Showbizz”, tager stadig på turnéer for at underholde publikum i det ganske, danske land.

Torsdag kl. 15 gør han det på Fiskerlejet i Karrebæksminde. Stedets ejere, Søren Jakobsen og Boye Larsen, har hyret legenden til at spille et par timers populærmusik for gæsterne i det idylliske fiskerleje.

- Han tager os med på en musikalsk rejse gennem de største hits fra flere årtier. Kom og syng med, nyd stemningen og oplev en eftermiddag i selskab med en af Danmarks mest folkekære musikformidlere, lyder det fra værterne på Fiskerlejets Facebook-side.

Jørgen De Mylius startede sin karriere for 63 år siden som radiovært på Danmarks Radio. Han er stadig på P5. I 1978 blev han første gang vært på det danske melodigrandprix, og siden har han været vært eller tilrettelægger af 11 melodigrandprix’er.

Det blev også til et hav af tv-værtsroller på musikprogrammer som Popnøglen, Eldorado, Stardust, Hitlisten og Tutti Frutti DR. Han har portrætteret superstjerner som Julio Iglesias, Tom Jones, Elvis Presley og Cliff Richard og selvfølgelig kendte danskere som Kim Larsen, Lisbeth Dahl og Peter Belli.

”Mylle” har skrevet bøger, han har udgivet CD’er og han har skrevet sange, der er blevet sunget af blandt andre Tommy Seebach, Dorthe Kollo og Kandis.

 Privat er han gift med Inger og har fem børn. Den ældste er 55 år og den yngste 21 år. I 2013 blev han Ridder af Dannebrog.

Jørgen De Mylius er blevet 80 år, men elsker stadig at formidle musik. Foto: Presse

Jørgen De Mylius er blevet 80 år, men elsker stadig at formidle musik. Foto: Presse