Næstved forbereder sig på et lysende efterår, når festivalen Kulturbro til Europa indtager havnen fra 31. oktober til 16. november 2025. Festivalen er udpeget af Region Sjælland som et kulturelt fyrtårn, og nu bakker to af byens virksomheder op med et fælles sponsorat.
– Vi glæder os over, at vi kan bidrage til at skabe nye kulturelle oplevelser, et stærkt fællesskab og lokal stolthed over at være med i et projekt, der rækker ud i Europa, siger lokalbankdirektør Christina Birk Batsberg fra Nykredit & Spar Nord Næstved og Morten Laj Grønlund, indehaver af Nybolig Næstved.
Samarbejde og kultur i centrum
De 75.000 kroner markerer ikke kun en investering i kulturen, men også i det lokale samarbejde. Nybolig er en del af Nykredit Mægler, og efter Nykredits opkøb af Spar Nord i maj 2025 er de to virksomheder blevet tættere knyttet sammen.
Bag festivalen står foreningerne Skulpturpark Næstved Havnepromenade og Næstved som Europæisk Kulturhovedstad 2032, der begge ser donationen som et skulderklap til det spirende kulturliv i byen.
– Den flotte donation fra de to lokale virksomheder er en kæmpe anerkendelse til kulturlivet i Næstved, og ikke mindst de mange kunstnere og frivillige, der er med til at udvikle lysfestivalen, siger Klaus Eusebius Jakobsen fra arrangørgruppen.
Stort internationalt islæt
Festivalen samler mere end 100 medvirkende fra fire EU-lande. På programmet er både lysinstallationer, musik, billedkunst, scenekunst og koncerter med deltagelse af såvel unge talenter som erfarne kunstnere.
Åbningskoncerten finder sted fredag den 31. oktober klokken 19 på Kanalvej. Her vil publikum for første gang opleve, hvordan Næstveds havneområde forvandles til en international scene, hvor lys og lyd binder kulturer sammen.

Nykredit & Spar Nord Næstved og Morten Laj Grønlund,
indehaver af Nybolig Næstved, støtter lysfestivalen.
Foto: Presse