Fotograf: Privat | Opdateret

Lysfestival får rampe til kørestole

Når Næstveds lysfestival ”Kulturbro til Europa” begynder fredag 31. oktober, er der også tænkt på kørestolsbrugerne, der får mulighed for et godt udsyn til åbningskoncerten på havnepromenaden.

Arrangørerne bag festivalen har nemlig lånt en handicapplatform af kollegerne i foreningen Fredericia Live, der driver spillestedet Tøjhuset i Fredericia.

- Vi vil gerne skabe lige muligheder for en koncertoplevelse for alle borgere, og fra platformen får kørestolsbrugere det samme overblik som det øvrige publikum, siger Klaus Eusebius Jakobsen fra foreningen Næstved som Europæisk Kulturhovedstad 2032, der sammen med Skulpturpark Næstved Havnepromenade står bag festivalen.

Planerne om kørestolsrampen er kommet i stand efter samråd med formanden for Handicaprådet i Næstved, Tonny Ploug.

- Vi er meget glade for, at lysfestivalen laver dette forsøg. Det er et stort problem for mange  kørestolsbrugere, at de ikke kan se scenen, når de er til koncert. Jeg håber, at dette initiativ kan være en inspiration for andre i Næstved, siger Tonny Ploug.

Kørestolsrampen har plads til fire-fem kørestole og eventuelle hjælpere.

Lysfestivalen starter på Axeltorv kl. 18 med en lysparade mod Kanalvej, hvor teatergruppen Kompagni 47 vil optræde ledsaget af Avantgarden.

Åbningskoncerten foregår kl. 18.50 på stor scene på havnepromenaden, hvor de lokale musikere Bjarke Falgren og Ulla Britt Simonsen, dansere og tre kor optræder.

Der vil også være premiere på sangværket ”Ode til lyset”, som er skrevet af lokale Ida Juul Poulsen, og den bliver sunget af Julie Husballe fra Operaakademiet til musikken fra Ensemble Storstrøm.

Klokken 20.15 er der så premiere på video- og lysshowet på siloen på Østre Mellemkaj.

Arrangørerne venter på mod 2000 tilskuere til åbningskoncerten, så der kan godt blive rift om de gode pladser.

Rampe til kørestolsbrugere. Foto: Privat
Der er rampe til kørestolsbrugere ved lysfestivalen fredag. Foto: Privat