Hvor mange af hendes klassekammerater og venner tager den traditionelle vej til gymnasiet eller handelsskolen, går Liva Mortensen sine egne veje. Dansen fylder det hele, og det kommer den også til i fremtiden.
Allerede som treårig begyndte den unge Næstved-pige at danse. Siden har hun egentlig bare fortsat. Først sammen med gymnastik i fem år, og siden mere og mere dans.
– Jeg er træt af skole og tænker ikke på andet end dans – også når jeg sidder i skolen, siger hun.
Liva går i 9. klasse på Herlufsholm Skole, men hendes fokus er rettet mod september, hvor hun starter på danseuddannelsen FP Dans (Fredie-Petersen) i København. Uddannelsen strækker sig over 10 måneder, hvor hun har valgt, at de otte skal foregå i København og to i Los Angeles.
Artiklen fortsætter under billedet...
– Det var det eneste rigtige. Det er dét, jeg vil. Jeg er lige blevet gammel nok til at komme ind, siger den 15-årige dansepige, der først var lidt betænkelig ved at skulle gå en anden vej end gymnasiet.
- Jeg sagde “nej, du drømmer om at danse, så hvad får du ud af tre år på gymnasiet – det kan du altid gøre”, siger mor Lene Mortensen, der også hjalp hende på vej med valget af Los Angeles, som også fyldte lidt hos unge Liva.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Der har jeg nok også sparket lidt på. Hun vil græde snot, hvis de andre på danseholdet tager afsted, og hun så ikke gør. De skal bo hos Sonny Fredie-Petersen i Los Angeles. Ellers har jeg ikke presset hende til noget. Tværtimod. Jeg har nogle gange prøvet at holde hende lidt tilbage, for alt har handlet om dansen, siger moren med et smil.
Det er lidt af et nåleøje at blive optaget på uddannelsen, da der kun bliver optaget 20 dansere pr. gang. Liva Mortensen har et par gange været inde på FP Dans og vise dem lidt af sin kunnen, så da hun sendte ansøgningen, fik hun et ”ja” bare fem minutter efter.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Liva er sandsynligvis den eneste dansker på holdet. Resten kommer fra udlandet. Uddannelsen koster 120.000 kroner, men det er nu, hun skal gøre det, mens kroppen er ung og kan det hele, kommer det fra mor Lene.
Hverdagen bliver krævende for Liva. Hun skal fortsat bo hjemme, mens det er fuld tid på studiet i København og to timers selvtræning dagligt.
- Og så skal jeg lave en ny solodans, der skal leveres hver uge. Man kan godt kalde det lektier, men det er gode lektier, siger Liva, der mest danser disco, hiphop, showdance og moderne, men hun supplerer også med både ballet og girlie.
- Jeg er to gange sjællandsk og en gang dansk mester i disco sidste sommer, og så blev jeg nummer ét i en international turnering i Køge. Jeg har også været til VM og været i Belgien, Tyskland og Polen, fortæller Liva, der ved siden af sin skolegang danser og underviser hos Birgits Dans.
Hvad der kommer til at ske efter den 10-måneder lange uddannelse hos FP Dans, ved hun endnu ikke, men drømmen er klar.
Artiklen fortsætter under billedet...
– Drømmen er at kunne leve af det. Først vil jeg gerne være professionel danser for artister og baggrundsdanser og senere være træner, siger Liva, der også har vennernes opbakning.
– Vennerne synes bare, det er fedt, jeg går så meget op i det. Nogle gange kan de godt være lidt irriterede over, jeg ikke har tid til at være sammen, men de forstår det også, siger hun, mens mor Lene nikker.
– Mange siger: ”wow, skal hun virkelig det”, men det handler om at drømme stort og tænke stort – og bare gøre det, siger Lene Mortensen.