Næstved Kommune og Fonden for Entreprenørskab har indgået et samarbejde, der de næste to år bringer Danmarks Entreprenørskabsfestival og landsfinalen i opfinderkonkurrencen Projekt Edison til byen.
Det betyder, at Arena Næstved kommer til at danne ramme om Danmarks største entreprenørskabsfestival, hvor idékonkurrencer, pitch og workshops fylder hele huset.
Projekt Edison er et omfattende læringsforløb for 6.- og 7. klasser og samler over 10.000 deltagere på landsplan. Finalen samler hundredvis af elever, som først pitcher deres idéer foran erhvervsdommere fra stande i arenaen. Derefter går fem finalister videre til scenen, hvor de præsenterer foran tusindvis af tilskuere.
Borgmester Carsten Rasmussen glæder sig til at bringe konkurrencen til byen.
- Jeg møder ofte virksomheder, som efterspørger medarbejdere med nye idéer og blik for nye måder at løse opgaverne på. Den slags færdigheder er Projekt Edison med til at træne og støtte op om. Måske kan konkurrencen endda så det første frø til en fremtid som iværksætter eller en karriere i det private erhvervsliv. Derfor ser jeg også frem til, at vi i Næstved skal lave et brag af en landsfinale for nogle af Østdanmarks mest idérige elever, siger han i en pressemeddelelse.
Stort lokalt engagement i forvejen
Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Lars Hoppe Søe, ser også frem til værtskabet.
- Det er fantastisk, at landsfinalen i Projekt Edison kommer til Næstved. De sidste 12 år har i gennemsnit 400 elever fra Næstved Kommune hvert år deltaget i konkurrencen, så vi kender den særdeles godt. Eleverne lærer at tænke kreativt, eksperimentere, samarbejde og finde løsninger på virkelige problemer. Jeg har selv set elevernes store engagement ved vores lokalfinale, siger Hoppe Søe.
Fonden for Entreprenørskab står bag festivalen, der har til formål at inspirere og styrke entreprenant læring i både grundskole og uddannelser. Fondens direktør Christian Vintergaard ser frem til samarbejdet.
- Næstved har i mange år været en stor entreprenørskabskommune med mange deltagere til vores programmer. Derfor er det oplagt, at vi nu fylder Arena Næstved ud med en masse unge entreprenører.
Danmarks Entreprenørskabsfestival afholdes næste gang 12. november 2026.
Fonden for Entreprenørskab
- Arbejder for entreprenørskab i alle uddannelsesniveauer
- Støtter skoler og uddannelser i at fremme innovative og entreprenante evner
- Målet er, at alle elever og studerende lærer at tænke nyt og omsætte idéer til værdi
- Nationalt videncenter for entreprenørskab i undervisningen
