Næstved Kommune og Trelleborgfonden har åbnet for indstillinger til Grundtvig-Marieprisen og Talentprisen 2026. Frem til 17. august kan borgere, foreninger og virksomheder pege på personer, der gør en særlig forskel for kunst- og kulturlivet i kommunen.
Priserne hylder både de erfarne kulturaktører, som gennem mange år har sat deres præg på kulturlivet, og de unge talenter, der er med til at forme fremtidens kulturelle landskab i Næstved.
Formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Anette Brix, fremhæver de mange ildsjæle, som skaber aktiviteter og oplevelser for andre.
- Vi har et stærkt og mangfoldigt kulturliv i Næstved Kommune, og det skyldes de mange mennesker, der lægger tid, talent og engagement i at skabe oplevelser for andre. Med kulturpriserne anerkender vi både de etablerede kulturaktører og de unge talenter, som er med til at udvikle vores kulturliv, siger hun, og håber på mange indstillinger.
- Kultur er mange ting, og jo flere indstillinger vi får, desto bedre afspejler kandidatfeltet den bredde og mangfoldighed, der kendetegner kulturlivet i Næstved Kommune.
25.000 kroner til kulturindsats
Grundtvig-Marieprisen uddeles til en person, der på særlig vis har bidraget til eller udfordret den kulturelle udvikling i kommunen. Prisen er på 25.000 kroner.
Talentprisen er målrettet unge mellem 16 og 25 år, som har vist særligt talent inden for kunst og kultur. Vinderen modtager 10.000 kroner, mens de øvrige to nominerede hver får en anerkendelsespris på 1000 kroner.
Prisfest på Rønnebæksholm
Vinderne offentliggøres ved en prisfest på Rønnebæksholm den 30. oktober 2026. Sidste år gik Grundtvig-Marieprisen til Michael Hvolgaard Andersen for arbejdet med Næstved Metalfest.
Talentprisen blev tildelt Anders Jørgensen, Jonas Lykkebo og Marinus Simmelhag for deres indsats i Næstved Bikepark.
Sidste år gik Grundtvig-Marieprisen til Michael Hvolgaard Andersen, der her er omgivet af Morten Berg (t.v.) fra AL Sydbank/Trelleborg Fonden og daværende borgmester Carsten Rasmussen. Foto: John Ringstrøm
De sidste 10 års vindere af Grundtvig Marie-prisen
2025: Michael Hvolgaard Andersen
2024: Lauge Kjærulf og Valentin Buchwald
2023: Ulla Britt Simonsen
2022: Jørgen Hvidtfelt, formand for Næstved Teater
2021: Ihan Haydar, musiker
2020: Thomas Kluge, maler
2019: Michael Poulsen, musiker
2018: Jan Kiowsky, kunstner og leder af Grafisk værksted
2017: Bjarke Falgren, musiker
2016: CMP ONE, graffitikunstner