Jeg læste om Sankt Pauls Kirke i København. Tæt på lukning engang. Næsten tom. I dag? Propfyldt. Over 350 mennesker. Hver søndag. Med Kathrine Lilleør på prædikestolen.
Og man får næsten lyst til at spørge: Er det bænkenes skyld? Gulvet? Antallet af salmebøger? Næppe.
Det handler om mennesker. Om personlighed. For vi kan godt lide at bilde os ind, at vi er rationelle væsener, der træffer beslutninger ud fra fakta og argumenter.
Men helt ærligt… Vi følger jo mennesker. Dem, der giver energi. Dem, der tør være tydelige. Dem, der får os til at tænke: “Jeg gad egentlig godt være lidt mere som dig.”
Jeg oplever det også i politik. Der er masser af dygtige mennesker. Kloge mennesker. Men dem, der virkelig flytter noget, det er dem, man mærker. Dem der ikke bare taler til hovedet, men også til maven og hjertet.
Og lad os være ærlige: Vi har alle sammen mødt det modsatte også. Dem, der suger energi ud af et rum hurtigere end en dårlig kop kaffe en mandag morgen. Dem der får én til at tænke: “Jeg bliver ikke et bedre menneske af det her møde…”
Så personlighed betyder noget. Mere end vi måske tør sige højt. Ikke som i “se mig”. Men som i ægthed. Nærvær. Mod til at stå ved sig selv. For det smitter.
Og det er måske i virkeligheden det vigtigste: At vi ikke kun måler hinanden på, hvad vi gør, men også på, hvad vi sætter i gang hos andre.
Så her er mit spørgsmål til dig: Hvem inspirerer dig til at blive et bedre menneske? Hvem giver dig energi ikke tager den? Og lige så vigtigt: Hvem er du selv det menneske for?
For hvis én person kan fylde en kirke… så kan vi måske også hver især fylde lidt mere i hinandens liv.
