Herlufsholm Skole er blandt de gymnasier i Danmark, der er bedst til at løfte elevernes faglige niveau. Det viser en ny landsdækkende analyse fra CEPOS, som for 2025 placerer skolen i top tre på landsplan og som det bedst placerede gymnasium på Sjælland.
Ifølge analysen har Herlufsholm en undervisningseffekt på +0,4. Det betyder, at elevernes gennemsnitlige eksamenskarakterer ligger 0,4 karakterpoint over det niveau, man statistisk set kan forvente ud fra blandt andet forældrenes uddannelse og indkomst. Det forventede karaktergennemsnit er beregnet til 8,2, mens det faktiske gennemsnit ved studentereksamen er 8,6 inklusive A-bonus.
Resultatet vækker stor tilfredshed på skolen.
– Vi er stolte af, at vores løfteevne igen ligger højt, og kombineret med de meget positive trivselsmålinger viser det, at vi er på rette vej. Det vidner om et stærkt fagligt niveau og en vedvarende indsats fra elever og medarbejdere. Det viser også, at vores fokus på læring, udvikling og gode relationer skaber de bedste betingelser for elevernes faglige og personlige vækst, siger vicerektor Richard Hannon.
Næstved Gymnasium og HF klarer sig knap så godt i analysen. Her er det blevet til en plads som henholdsvis delt nummer 221 for HF-delen og 300 for gymnasiedelen. ZBC Handelsgymnasiet Næstved deler blandt andet pladsen som nummer 221.
Til gengæld klarer EUC Sjælland på Jagtvej sig flot i analysen. Det tekniske gymnasie indtager en delt 14.-plads med 8,3 i det forventede karaktergennemsnit, mens det er 8,5 i faktiske karakterer.
