Fotograf: Mikael Kastrup Hansen | Opdateret

Herlufsholm Allé: Det er ikke vejen, der er problemet

TRAFIKKLUMME: Der bliver ofte peget på viadukterne på Herlufsholm Allé som årsagen til dårlig trafikafvikling.

Det er forkert. Problemet er ikke vejen. Problemet er måden, vi vælger at køre på.

For realiteten er, at to almindelige personbiler uden problemer kan mødes under viadukterne. Det sker bare ikke altid – fordi mange allerede inden passagen placerer sig midt på vejen, som om der ikke er plads.

Resultatet kender vi: opbremsninger, tøven og unødige situationer, hvor ingen rigtig ved, hvem der skal gøre hvad.

Når alle tager lidt ekstra plads, er der pludselig ikke plads

En udbredt tankegang synes at være: “Jeg trækker lige lidt ud – for en sikkerheds skyld.”

Men når begge parter gør det samme, opstår præcis den situation, man forsøger at undgå. Det er ikke forsigtighed. Det er med til at skabe problemet.

Skiltet bliver brugt som undskyldning

Ja, der er opsat tavle B18, rund rød vigepligtstavle. Og ja, der SKAL holdes tilbage for modkørende, såfremt begge biler ikke kan være under viadukten samtidigt

Men: I langt de fleste tilfælde kan man faktisk være der.

Høje køretøjer er nødt til at placere sig anderledes for at undgå at ramme viaduktens sider. De skal trække ind mod midten. Det er ikke en invitation til, at alle andre gør det samme.

De stiplede linjer bliver misforstået

Langs siderne af viadukterne er der brede, stiplede kantlinjer. De bliver ofte opfattet som områder, man ikke må køre i. Det er en misforståelse.

Linjerne er netop med til at vise, hvordan vejbanen kan udnyttes, og hvordan der kan skabes plads – også til de køretøjer, der har behov for det.

Lovgivningen er ikke til diskussion

Færdselsloven § 15 fastslår: “Kørende skal holde så langt til højre som muligt.”

Færdselsloven § 20 fastslår: “Kørende, som møder hinanden, skal holde til højre.”

Det er ikke til fortolkning. Det er ikke situationsbestemt. Det er grundlæggende færdselsregler.

Det kræver ikke mere skiltning – det kræver bedre adfærd

Der er en tendens til at efterlyse flere regler, flere skilte eller ændringer af vejen. Men løsningen ligger et andet sted. Hvis vi:

  • sænker hastigheden
  • holder til højre – også når det føles snævert
  • giver plads til de køretøjer, der har brug for det

…så forsvinder størstedelen af problemerne.

Herlufsholm Allé er ikke en flaskehals, fordi den er for smal. Den bliver en flaskehals, fordi vi kører, som om den er det. Det er værd at huske næste gang, vi nærmer os viadukterne.

Viadukten på Herlufsholmvej. Foto: Mikael Kastrup Hansen

Viadukten på Herlufsholm Allé. Foto: Mikael Kastrup Hansen