Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Gigantisk sing-a-long til gigantisk gadefest

To dage med Gadefest og mange tusinde mennesker i Næstved er slut. Alt fra Sivas over Albert Heath til Zididada gav både unge og ældre en oplevelse for livet.

I København har de ”Distortion”, I Aalborg har de Jomfru Ane Gade (året rundt), i Aarhus ”Northside Festival” og i Odense har de ”Tinderbox”.

Nu blander Næstved sig også i kategorien vilde gadefester/-festival over flere dage, da Gadefesten i 4700 er blevet et trækplaster og en tradition, der er kommet for at blive.

2026-udgaven, der løb af stablen fredag og lørdag 1. og 2. maj, var den hidtil største af sin slags. Endda så stor, at arrangørerne bag Gadefesten i samråd med myndighederne måtte lukke indgangen i nogle timer fredag.

Artiklen fortsætter under billedet...

Back to Back

Back to Back var første navn på hovedscenen lørdag eftermiddag. Foto: John Ringstrøm 

Festivalpladsen havde nået sit max. på små 18.000 mennesker, så flere kunne simpelthen ikke af forsvarlige årsager presses ind i Jernbanegade, hvor hovedscenen var placeret, og i Ramsherred/Sct. Mortens Gade, hvor den lille scene ”Night Pay Stage” var placeret.

Det medførte også, at arrangørerne så sig nødsaget til at aflyse de populære gutter ”Kliken” af hensyn til sikkerheden. De skulle have optrådt lørdag kl. 18.30 på Night Pay Stage. Som erstatning fra Kliken blev hyret DJ-duoen Pulzatin Paradox, der tiltrak knap så mange mennesker.

Der var helt uundgåeligt også enkelte tilfælde, hvor gæster måtte have samarit- og kontrollørhjælp, men ellers forløb det hele som et gigantisk sing-a-long-party. Især den rutinerede duo Italo Brothers fik de unge til at synge med fredag aften.

Artiklen fortsætter under billedet...

Matthias Metten Klyve fra Italo Brothers får mængden til at synge med fredag aften. Foto: John Ringstrøm

Matthias Metten Klyve fra Italo Brothers får mængden til at synge med fredag aften. Foto: John Ringstrøm

- Det var en god start på en vild aften, sagde frontmand Matthias Metten Klyve, der udgør Italo Brothers sammen med sin tour-manager Casper Krüger.

”Brødrene”, der især fik publikum til at synge med på både en dansk og italiensk udgave af Labans ”Hvor skal vi sove i nat”, skulle videre til jobs i Helsingør og Odense. De begyndte i 2005 og er efterhånden vant til store shows.

- Det var en sindssyg crowd, rigtig god stemning. Man kan også mærke, at de har haft en okay lang dag nu. Men de kæmper og har masser af energi, så det var en fornøjelse at optræde, sagde oprindelig tyske Klyve, da de var færdige med deres performance ved 21.30-tiden.

Begge dage blev indledt kl. 16 og én af de første på den store scene lørdag var Back to Back, der dog blot var en trio til det store event. De fik dog som ventet folk til at synge med på ”Jonathan”, og der var også fællessang, da lokale Players efterfølgende gik på kl. 18. 

Artiklen fortsætter under billedet...

Altid populære Players fyrede alle de kendte numre af. Foto: John Ringstrøm

Altid populære Players fyrede alle de kendte numre af. Foto: John Ringstrøm

Det var dog ikke med den faste sangerinde i front, Hanne Boskov, som på ubestemt tid har sygeorlov efter en hjernerystelse. I stedet var Nanamarie Venca Reimer frontfigur, der har sunget i et hav af danske, musikalske sammenhænge, og det gjorde hun fortrinligt.

Albert Heath fik fat i både de unge og ældre, da han fremførte megahittet ”Horsens”, og slutteligt endte det hele igen med en kæmpefest, da altid party-klare Zididada fik hele pladsen til at synge med på blandt andet ”Zididada Day” og ”Walking on water".

Albert Heath er en af de unge kometer på den danske musikhimmel. Foto: John Ringstrøm

Albert Heath er en af de unge kometer på den danske musikhimmel. Foto: John Ringstrøm