Fut i fejemøget, Der er noget galt i Danmark, Så længe jeg lever… og… og… og. De gamle hits af John Mogensen er utallige og udødelige, og nu får sommerlandet mulighed for at synge med på de fleste af dem.
Det gør de lørdag, når Bo Grauman fra Martens Røgeri i samarbejde med Jørs Biler og en række sponsorer har debut med deres Enø Festival. Den bliver placeret på Stejlepladsen, nærmere bestemt Enø Kystvej 33 ved DUI-Hytten.
- Det var her, man kunne se pælesidning i gamle dage. Scenen kommer til at stå, så den har front mod Sejlklubben og ude på fjorden sætter vi en tømmerflåde, hvor vores DJs skal stå og ”battle” musik, siger Bo Grauman, der har stablet festivalen på benene på rekordtid med hjælp fra Karrebæk Fodboldvenner.
- Jeg kan ikke lade være, siger han med et skævt smil.
Artiklen fortsætter under billedet...
Bo Grauman står bag Enø Festival, som han håber kan blive en tilbagevendende begivenhed. Foto: John Ringstrøm
Det er selvfølgelig skuespiller og sanger Rasmus Bjerg, der kommer med sit ”John-show”, og med sig på scenen har han bassist Nicholas Findsen og pianist Lars DK.
De går på kl. 21.30, men pladsen åbner allerede kl. 12. En halv time senere er der sildebord og så forløber dagen ellers med jazz fra The Spirit of New Orleans, masser af populærmusik fra Greatest Hits, der går på kl. 17, grillbuffet, DJ på tømmerflåden og stand-up med Anders Nielsen kl. 20.
Blandt de hidkaldte DJs er blandt andre Kenneth Demant, Michael Kæmpe, Brian Taber og Jan Lindén. Men også den socialdemokratiske undervisningsminister Magnus Heunicke har sagt ja til at lege DJ.
Der er gratis adgang til festivalpladsen, men vil man have en bid af enten sildebordet til 100 kroner eller grillbuffet’en til 200 kroner, kan man allerede nu købe armbånd hos Martens Røgeri.
Denne udsigt fra scenen får Rasmus Bjerg, når han lørdag synger ned mod tilskuerne. Foto: John Ringstrøm
Tømmerflåden holder sig forhåbentlig oven-vande, så den er klar til DJs lørdag. Foto: John Ringstrøm