Når Årets Længste Sang løber af stablen torsdag 25. juni fra klokken 7 til 22, markerer det samtidig en lille milepæl. Arrangementet afholdes nemlig for femte gang.
- Man kan godt kalde det en femårs fødselsdag, siger Ulla Britt Simonsen med et smil.
Sammen med Hanne Heunicke står hun bag arrangementet, som gennem årene har udviklet sig fra et projekt, der krævede lange forklaringer, til et tilbagevendende indslag på Næstveds kulturscene.
- De første år brugte vi enormt meget energi på at forklare konceptet. Folk syntes, det lød lidt mærkeligt. Mange troede nærmest, at det var én sang, der skulle synges hele dagen, fortæller Hanne Heunicke.
I dag er situationen en helt anden. Folk henvender sig selv for at komme på scenen, og når arrangørerne inviterer deltagere med, er svaret ofte et hurtigt ja.
Byen som fællesskab
Fra begyndelsen har ambitionen været større end blot en lang dag med sang. Målet har været at skabe et arrangement, der binder byen og kommunen sammen.
Derfor består programmet ikke kun af musikere, men også af mennesker med historier, foreninger, kulturaktører og lokale ildsjæle.
- Vi vil gerne vise, hvor mange spændende mennesker der faktisk findes i vores by, siger Ulla Britt Simonsen.
Arrangementet samler blandt andet kor, kulturforeninger, filmklub og lokale personligheder, som hver især bidrager med deres perspektiver og fortællinger.
Børnene er en vigtig del
Et særligt fokusområde har gennem alle årene været børn og unge. I år deltager både Vor Frue Skole og Ellebækskolen, og flere hundrede elever forventes at være med.
Artiklen fortsætter under billedet...
Stilhed før stormen under valnøddetræet i Apotekergården med Hanne Heunicke (t.v.) og Ulla Britt Simonsen. Foto: John Ringstrøm
– Det er simpelthen så hyggeligt, når skolerne kommer og fylder pladsen, siger Hanne Heunicke.
Samtidig har bibliotekerne i kommunen været med til at forberede både skolebørn og børnehaver på sangene gennem aktiviteter rundt omkring i kommunen.
For Ulla Britt Simonsen handler det om mere end selve dagen.
- Tænk hvis de børn, der oplever det her år efter år, om 20 år tænker: Jeg elsker at synge. Eller bare husker den gode stemning og fællesskabet. Det ville være fantastisk, siger hun.
Et arrangement skabt af samarbejde
Bag kulisserne står en lang række samarbejdspartnere. Grønnegades Kaserne Kulturcenter leverer blandt andet scene, teknik og praktisk hjælp. Musikskolen og provstiet bidrager med musikere og organister, mens biblioteket står for en stor del af arbejdet med børnene.
Og selvfølgelig ikke at forglemme, den idylliske, gamle Apotekergård med det over 80 år gamle valnøddetræ i centrum.
Kommunen støtter også arrangementet, og flere lokale virksomheder og aktører har selv budt ind med idéer og aktiviteter. Eksempelvis har lokale aktører skabt særlige tilbud og aktiviteter omkring dagen, så fællessangen breder sig ud i byen.
- Vi vil gerne have endnu mere af det. Hvis nogen kommer med en god idé, siger vi som regel bare: Fedt, lad os gøre det, fortæller Hanne Heunicke.
Skal blive ved med at være nært
Selvom arrangementet vokser i popularitet, er der ingen planer om at gøre det til et stort kommercielt event med dyre hovednavne. Tværtimod.
- Det ville ødelægge hele idéen. Formålet er jo at samle mennesker, siger Ulla Britt Simonsen.
For arrangørerne er det netop nærheden, fællesskabet og den lokale forankring, der gør Årets Længste Sang til noget særligt. Og efter fem år tyder meget på, at idéen har fundet sin plads i Næstved.
I 15 timer skal hele byen synge sange fra Højskolesangbogen. Det glæder arrangørparret sig meget til. Foto: John Ringstrøm
- Der synges fra Højskolesangbogen hele dagen, akkompagneret af dygtige pianister.
Der er 150 lånesangbøger til rådighed på pladsen, men du er også velkommen til at tage din egen med.
Udvalgte tidspunkter:
- Kl. 07.00: Arrangementet skydes i gang af idékvinderne bag, Hanne Heunicke og Ulla Britt Simonsen, som synger dagen i gang.
- Kl. 09.35 & 10.45: Børnehavenes tid. Byens børnehaver kommer forbi til en række hyggelige og populære indslag efter at have øvet sig på bibliotekerne.
- Undervejs i løbet af dagen: Lokale foreninger, institutioner, præster, organister samt omkring 1200-1300 skolebørn og daginstitutionsbørn kigger forbi for at synge og sætte deres præg på sangvalget.
- Kl. 22.00: Dagen afrundes med den sidste sang fra Højskolesangbogen.