Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Falgren og Russo spillede året i gang på Rønnebæksholm

Med en fabelagtig koncert af Bjarke Falgren og Paolo Russo efterfulgt af tango for alle blev et begivenhedsrigt år på Rønnebæksholm skudt i gang med manér.

Der var fyldt i Herskabsstalden på Rønnebæksholm, da Bjarke Falgren som årets første kunstner var på programmet søndag. Den lokale verdensklasse-violinist havde inviteret sin gode ven og musikalske ”legekammerat” fra Italien, Paolo Russo, med til nytårskoncerten, og de to fortryllede publikum med samspil og mesterlige soloer.

- Der findes ikke noget så italiensk som Paolo. Blot se ham med sit tørklæde, sagde en smilende Falgren om den fantastiske, italienske musiker, der har optrådt på nogle af de allerstørste scener i verden – blandt andet Carnegie Hall i London.

Russo kunne for så vidt indtage hovedrollen i en ny Godfather, der er blandt Bjarke Falgrens favoritfilm. Derfor fremførte Næstved-musikeren et tema-nummer, han selv har skrevet, hvis der skulle komme en Godfather IV.

Artiklen fortsætter under billedet...

Paolo Russo og Bjarke Falgren (th) tryllebandt publikum i en god times tid med deres nytårskoncert. Foto: John Ringstrøm
Paolo Russo og Bjarke Falgren (th) tryllebandt publikum i en god times tid med deres nytårskoncert. Foto: John Ringstrøm

Både det og andre af de to virtuosers originale numre blev taget flot imod af et begejstret publikum, der blev forført med både grin, tårer og store musikalske følelser.

I en god time flød tonerne fra Falgrens violiner og Russo’s bandonéon og piano, inden Herskabsstalden blev omdannet til en ”Milonga” (en argentinsk dansesalon). Falgren havde nemlig fået tangoforeningen for Næstved og omegn til at deltage og give en kort instruktion til argentinsk tango.

Først var der dog mulighed for en lille pause, hvor der kunne købes bobler, kransekage, honninghjerter og anden drikkelse, hvis man var fristet.

Gulvet blev herefter indtaget af både erfarne tango-dansere og helt nye, som gerne ville prøve den forførende og samtidig temperamentsfulde, sydamerikanske dans. Og selvfølgelig til live-toner af Falgren og Russo.

Det var lige præcis sådan en start på året, som kunstnerisk leder på Rønnebæksholm, Lotte Juul Petersen, havde håbet på.

Artiklen fortsætter under billedet...

Lotte Juul Petersen bød velkommen og var begejstret for årets første arrangement. Foto: John Ringstrøm
Lotte Juul Petersen bød velkommen og var begejstret for årets første arrangement. Foto: John Ringstrøm

- Det betyder utrolig meget, at Bjarke fortsat vil lave koncerter på Rønnebæksholm. Denne gang har han også rakt ud til tangoforeningen, og det er med til at brede budskabet om, at Rønnebæksholm er en vigtig kulturinstitution, hvor man kan komme og lære noget nyt – og i trygge rammer. Det med fællesskab er jo meget i Marie Toft og Grundtvigs ånd, siger Lotte Juul Petersen, der i det hele taget glæder sig til et spændende år.

Videofil

Kunsthallen åbner med åbningsudstillingen "Langsommere og rigere" 24. januar og fire dage senere er der "Unge Stemmer", hvor der blandt andet samles ind til Danmarks Indsamling.

- Vi har et rigt og mangfoldigt program i 2026. Vi ligger ikke på den lade side, lyder det fra Lotte Juul med et smil.

Paolo Russo og Bjarke Falgren blev behørigt hyldet for deres fabelagtige koncert. Foto: John Ringstrøm
Paolo Russo og Bjarke Falgren blev behørigt hyldet for deres fabelagtige koncert. Foto: John Ringstrøm