Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen lagde fredag formiddag vejen forbi Axeltorv i Næstved, hvor han flankeret af partikolleger – blandt andre lokale Mia Linda Møller – mødte både pressen og borgere.
Men også en gruppe HHX-elever fra ZBC i Næstved, som gik en tur sammen med den kendte politiker gennem byen, og fik sig en lidt anden undervisning, end de er vant til på skolen. De talte om både politiske mærkesager, hverdagen som minister og det kommende valg.
For flere af eleverne var det første gang, de talte direkte med en minister. Tobias Bay fra 3.A oplevede mødet som både lærerigt og uformelt.
– Det var rigtig fedt. Også fedt, at han havde tid til at høre spørgsmål fra alle, og at han var åben for at svare på spørgsmål om hans tidligere erfaring som statsminister, siger Tobias Bay.
Artiklen fortsætter under billedet...
Tobias Bay får sig en snak med Lars Løkke. Foto: ZBC
Tobias Bay spurgte blandt andet ind til, hvordan det var at træde ind i rollen som statsminister.
– Han fortalte, at han ikke rigtig kunne være sig selv i starten, fordi det jo ikke var ham, der var blevet valgt direkte. Han følte lidt, at han skulle følge nogle fodspor, siger Tobias Bay, som har fået en anden forståelse af det politiske arbejde.
– Man skal jo tage stilling til det hele, og det synes jeg er fedt, fordi man skal jo ikke bare gå hen og stemme blankt. Man skal være en del af demokratiet, siger han.
Bay oplever også, at mødet kobler undervisningen i samfundsfag tættere på virkeligheden.
– Jeg tænker klart, at det hjælper med samfundsfag, at vi også oplever det i virkeligheden, siger HHX-eleven.
Politik i øjenhøjde
Gustav Lykke Christensen fra 3.A valgte at spørge ind til ministerens synlighed blandt unge.
– Mange af os unge har lagt mærke til, at vi ser ham meget online. Der ligger mange klip af ham. Jeg spurgte, hvad han mener om det, og om han mærker noget blandt de unge, siger Gustav Lykke Christensen, der beskriver mødet som mere afslappet, end han havde forestillet sig.
Artiklen fortsætter under billedet...
Gustav Lykke Christensen var lidt nervøs for at snakke med udenrigsministeren i starten, men det gik hurtigt over. Foto: ZBC
– Jeg tror, man var lidt nervøs, fordi man gerne ville spørge ham om noget. Men man finder ud af, at han er meget sød at snakke med. Det var mere roligt, end man havde troet, siger Gustav Lykke Christensen, der har fået styrket lysten til at sætte sig ind i politik.
– Jeg tror, jeg har mere lyst til at finde ud af, hvem jeg skal stemme på. Det er også noget arbejde, men jeg har mere lyst til at sætte mig ind i det, siger han.
Førstegangsvælgere tæt på beslutningerne
Flere af eleverne i 3.A er førstegangsvælgere. Victor Kousgaard, Magnus Christensen og Jeppe Long deltog også i gåturen og dialogen på Axeltorv.
Victor Kousgaard beskriver oplevelsen som anderledes end at følge politik gennem medierne.
– Det er da lidt sjovt at møde Lars Løkke. Man har jo set ham mange gange før i tv. Så det er sjovt at møde ham i virkeligheden, siger han.
Magnus Christensen fremhæver, at mødet gjorde det lettere at forholde sig til politik.
– Det er fedt, at han kommer ud til os personligt og får en snak med os om, hvad vi synes og hvad vores holdninger er, siger Magnus Christensen.
Artiklen fortsætter under billedet...
Jeppe Long fik et helt andet billede af Lars Løkke, end det medierne ofte fremstiller. Foto: ZBC
Jeppe Long oplevede dialogen som uformel.
– Det er en meget anderledes oplevelse, men det er ret fedt at kunne tale med ham. Han er meget nede på jorden, siger Long.
Flere af eleverne peger på, at mødet gør det mere motiverende at sætte sig ind i politiske spørgsmål.
– Når politikere tager ud og møder ungdommen, giver det meget mere lyst til at sætte sig ind i tingene, siger Victor Kousgaard.
Magnus Christensen peger på, at det kan være overvældende at orientere sig i alle partier og mærkesager.
– Jeg synes, det kan være meget tungt, hvis man skal sætte sig ind i alt, hvad alle synes. Så jeg synes, det er fedt, at han kommer ud og fortæller, hvad hans mærkesager er, siger Magnus Christensen.
Jeppe Long oplever, at det også smitter af på undervisningen.
– Jeg synes, politik blev mere spændende, efter vi mødte ham, siger han.
3.A fra ZBC i Næstved fik taget et "holdbillede" med Lars Løkke. Foto: ZBC