Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Elever festede, sang og dansede i alverdens udklædninger

Dyrskuepladsen var tirsdag fyldt med glade 9. klasseelever fra Næstved Kommunes skoler. Sidste skoledag blev fejret med manér.

De var der alle sammen - Batman, Paven, Minions, piraterne, Bananer i Pyjamas, cowgirls, SWAT-teamet, sømændene, Heidi-pigerne, Formel 1-teamet og mange flere…

Alt var næsten, som det plejer at være på Dyrskuepladsen i Næstved til årets sidste skoledag for 9. klasserne. DJ Stone styrede traditionelt pulten og vognen, hvor eleverne fik lov at hoppe og danse – hvis de ellers kunne undgå at skyde med vandpistoler mod det dyre isenkram. Og forældre, vagter og andre voksne gik i behørig afstand for at give plads til de feststemte unge.

Artiklen fortsætter under billedet...

Elever i kø på Norgesvej på vej til festpladsen. Foto: John Ringstrøm

Elever i kø på Norgesvej på vej til festpladsen. Foto: John Ringstrøm

Et par enkelte ændringer var der dog på pladsen i forhold til tidligere år.

- Vi har skiftet lidt ud i konceptet. Pladsen er gjort lidt mindre og mere intim. Vi er nok nede på mellem 800 og 850 elever, hvor vi for nogle år tilbage var på omkring 1100. Vi har også engageret os med det jyske ungevent.dk, som laver lidt andre aktiviteter end før – også på scenen i forhold til at engagere eleverne, fortæller SSP-konsulent Bjørn Mazur.

Han har været med til at arrangere sidste skoledag i efterhånden mange år, og har lagt mærke til, at unge fester på en lidt anden måde end tidligere.

Artiklen fortsætter under billedet...

Glade unge lyser altid op en ganske almindelig tirsdag. Foto: John Ringstrøm

Glade unge lyser altid op en ganske almindelig tirsdag. Foto: John Ringstrøm

- De ønsker stadig DJ. Men hvis du spørger gymnasiet, hvorfor der ikke kommer 1100 til deres Ruth-fester mere, så vil de noget andet i dag. De unge er begyndt at lave havelignende fester med linedance og brætspil og den slags. Der er et interessant skifte i gang, mener Mazur.

Af den årsag var der flere aktiviteter på Dyrskuepladsen. Eleverne kunne få malet en tattoo, prøve kræfter med en boksebold, spille fodbold og basketball og endda ride på rodeotyr.

Men musikken var klart i højsædet. Gilli, Benny Jamz, Benjamin Hav, Rasmus Seebach og Kesi bragede ud af højttalerne, så vinduerne i de omkringliggende huse rystede. 

Artiklen fortsætter under billedet...

I år kunne der testes slagkraft på en boksemaskine. Foto: John Ringstrøm

I år kunne der testes slagkraft på en boksemaskine. Foto: John Ringstrøm

- Det er de unges fest, og det er dem, der skal fylde. Og der er meget sjældent problemer. Vagterne har været de samme i 15-20 år, og der har aldrig været slagsmål. Sidste år var der vist én eller to ud af 900, der blev ringet hjem. Det er det, konstaterer Bjørn Mazur, der var én af to SSP-konsulenter tilstede til ”skoledagen”, der varede fra kl. ca. 12.30 til 17.

I alt var der otte vagter, Natteravne, SSP-kontaktlærere og fire betjente klar til at hjælpe og støtte de unge. Arkil havde sponseret afspærring og fodboldklubben FC 77 stod igen i år til rådighed med deres klubhus, mens omkring 60 forældre inddelt i tre hold havde til opgave at rydde op. 

Sømænd og policegirls havde styr på tingene. Foto: John Ringstrøm

Sømænd og policegirls havde styr på tingene. Foto: John Ringstrøm