Godt nok var Show Boat et populært diskotek i Karrebæksminde i 80’erne og 90’erne, men at en ”reunion” tre årtier efter skulle samle mellem 3000 og 4000 mennesker på Enø Strand, havde ingen vist set komme.
Det blev derfor en gigantisk succes, at Karrebæksminde Erhvervsforening havde hyret den danske DJ, Nicoline Toft, til at spille to timer torsdag aften på vandet cirka 100 meter fra strandbredden.
Toft skulle have stået på en tømmerflåde, men det viste sig at være bedre på en stabil jolle, der nu ærbødigst er omdøbt til ”Show Boat”. Og mens hun fyrede det ene hit af efter det andet, stod, sad og dansede folk inde på stranden og i bådene, der havde kastet anker tæt på DJ-pultjollen.
- Det var en uforglemmelig oplevelse at spille på en båd med publikum både på stranden og ude på vandet. Jeg har spillet mange steder men aldrig under så specielle forhold, siger Nicoline Toft til naestved.nu.
Artiklen fortsætter under billedet...
Der var langt ud fra stranden til Nicoline Toft, men folk kunne sagtens høre musikken. Foto: John Ringstrøm
At folk inde på stranden ikke kunne se andet end en lille, sort profil af den internationalt anerkendte DJ, fik nogle til at tvivle på, om det overhovedet var hende. Men det var det. En halv time efter starten greb hun nemlig mikrofonen:
- Jeg må hellere præsentere mig. Jeg håber, at I hygger jer helt vildt. Tak fordi, I er kommet alle sammen, lød det fra Nicoline Toft, der har spillet så eksotiske steder som Cannes og Las Vegas samt hos blandt andre Gucci og Dolce&Gabbana.
Det hastigt opsatte event samlede både dem, der var unge og festede i Show Boats guldalder, men også deres børn og nogle steder endda forældre. Måske kunne de savne en pop-up-bar eller to på stranden, men til gengæld havde de mulighed for selv at medbringe drikkelse og snacks. Det havde mange benyttet sig og gjort det til en picnic med tæppe, campingstole eller håndklæder.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Jeg har aldrig spillet under så specielle forhold, siger Nicoline Toft. Foto: John Ringstrøm
I hvert fald blev stranden endnu engang til et fluepapir. Denne gang bare ved solnedgang, hvor sandet blev til ”floor”…
- Støtten fra lokalsamfundet rørte mig dybt, og jeg vil gerne sige tusind tak. Jeg kommer helt sikker tilbage, konstaterer Nicoline Toft, der altså er klar på en gentagelse, hvis erhvervsforeningen finder på at følge op på et tidspunkt.
- Det er bestemt ikke sidste gang. Dog nok først til næste år. Det var et fantastisk arrangement, men vi kan gøre det bedre. Nu har vi prøvet det og er blevet klogere, siger Bo Grauman fra erhvervsforeningen.
- Mange mødte op, og vi har kun fået lutter tilkendegivelser. Jeg kunne godt mærke, vi havde fat i noget af det rigtige. Men jeg ser gerne, at vi får dobbelt så mange højttalere, drinksbar, parasoller og det hele. Vi skal tage den til os. Og så kan det godt være, DJ’en næste gang skal længere ind, eller stå på stranden i vandkanten, siger Grauman.
Folk hyggede sig helt vildt på tæpper, stående eller på anden vis. Foto: John Ringstrøm