Forleden så jeg et opslag om skrald ved stranden på Enø. Desværre er der mange, som skriver, at kommunen må gøre mere for at fjerne affald. I stedet burde der være flere, som skrev, at folk skulle tage deres affald retur, enten dér hvor de har købt det eller tage det med hjem.
Der var sågar en som skrev, at jeg som byrådsmedlem burde tømme affaldsspandene.
Vi alle har et ansvar for at passe på vores natur og vores lokalområde. Næstved Kommune har også et ansvar, men det har vi som borgere også.
Vi har ikke et pengetræ stående i baghaven, som vi bare kan gå ud og plukke af, hver gang der opstår et problem (selvom nogle partier tror det). Hver eneste gang vi beslutter at bruge flere penge på én opgave, betyder det helt konkret, at der er færre penge til noget andet.
Det er ikke en hemmelighed, at Næstved Kommune mangler penge, og at vi er nødt til at prioritere benhårdt. Skal vi bruge flere skattekroner på at tømme skraldespande oftere, fordi nogle vælger at smide affaldet fra sig? Eller skal vi prioritere vores ældre, vores børn og den velfærd, som mange er afhængige af? Det er alt for let at pege fingre og brokke sig, men kom gerne med forslag til hvor pengene skal tages fra. For pengene kan kun bruges en gang.
Det er de valg, vi som politikere står med. Derfor undrer det mig, at så mange automatisk peger på kommunen, før de peger på deres eget ansvar.
Jeg vil samtidig gerne invitere til en konstruktiv debat. Hvis du har forslag til, hvor vi kan spare penge, eller hvor du mener, vi bør investere mere, så hører jeg meget gerne fra dig. Måske går nogle af Næstved Kommunes bedste idéer rundt blandt vores borgere lige nu uden, at de endnu har set dagens lys.
Hvis du er nysgerrig på, hvordan økonomien i Næstved Kommune rent faktisk ser ud, eller hvorfor vi er nødt til at prioritere, så er du altid velkommen til at tage fat i mig. Jeg tager gerne dialogen, for kun på den måde finder vi de bedste løsninger.
Af Süleyman Yücel,
byrådsmedlem, Venstre
Skrald på Enø. Foto: Privat
