Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

DEBAT: Splittelse i liberal alliance om portræt

Ja, det tilkommer jo ikke mig at have en mening om splittelsen i LA over et maleri af vores forhenværende Borgmester.

Men det er da ganske underholdende, at partiets to ordførende i Byrådet er røget i totterne på Facebook over et maleri, når de samme så stærkt liberale kunne stå sammen om at være imod private investeringer på 650 millioner kroner på P-plads.

Men med al respekt så kan god kunst helt sikkert dele vandene i den offentlige debat. Det er der mange eksempler på. Jeg kan godt forestille mig mange indlæg i avisen og mange kommentarer på Facebook om et maleri af Carsten Rasmussen udført af Thomas Kluge. 

Debat i medierne om et kunstværk kan være vældig godt, fordi det vil gøre værket endnu mere interessant, værdifuldt og besøgt. Omdiskuterede store kunstværker er meget velbesøgte, og når man så lige får to af dem i samme lokale. Ja så er det jo bare endnu bedre.

Min stilling er gjort op. Jeg er utrolig stolt over, at Thomas Kluge er relateret til vores kommune. Han er i mine øjne Danmarks bedste portrætmaler, og man bliver stærkt påvirket af hans malerier. Han er den helt rette til at portrættere Carsten Rasmussen.

Det håber jeg, at økonomiudvalg og byråd på værdig vis og i stor enighed kan bakke op om. Carsten var en dygtig, flittig og afholdt Borgmester igennem mange år. Et sådant maleri vil blive et tilløbsstykke, der på alle måder vil være pengene værd.

Per Sørensen,
Byrådsmedlem A

Per Sørensen. Foto: Presse
Per Sørensen. Foto: Presse