Fotograf: Privat | Opdateret

DEBAT: Lavere dagtilbudstakster er det rigtige – men kræver ansvar

Det skal kunne betale sig at være børnefamilie i Næstved. Derfor er det helt rigtigt, at vi nu sænker taksterne på dagtilbud.

Fra 1. juni falder forældrebetalingen med omkring 10 til 12 procent, samtidig med at normeringen øges. Det betyder både lavere regning og bedre kvalitet. Det er sådan, kernevelfærd skal fungere.

For mange familier er daginstitution en stor post i budgettet. Når vi sænker taksterne, er det penge, der kan mærkes. Det giver mere luft i hverdagen og bedre muligheder for at få familielivet til at hænge sammen.

Vi sætter det i gang allerede nu, fordi det er en forbedring. I 2026 er ordningen fuldt finansieret af staten. Fra 2027 er der usikkerhed. Hvis ikke finansieringen følger med, risikerer regningen at ende hos os selv i Næstved Kommune.

Derfor er det afgørende, at vi holder fast i en ansvarlig linje. Staten kan ikke bare hæve ambitionerne uden at tage ansvar for økonomien. Ellers skubber man regningen videre til kommunerne og i sidste ende borgerne.

For mig er prioriteringen klar. Vi skal investere i børn, trivsel og kvalitet i dagtilbuddene. Lavere takster er et skridt i den rigtige retning. Nu handler det om at sikre, at det også er økonomisk holdbart på den lange bane. 

Kasper Schneider (LA),
formand for Børn, Skole og Uddannelse