Fotograf: Privat | Opdateret

DEBAT: Et hospice i Sydsjælland er nødvendigt

Det bliver ikke bedre at dø i Sydsjælland, hvis regionsrådet ser bort fra deres egen rapports klare anbefalinger.

Borgere i Sydsjælland dør i dag i kældre på gamle sygehuse. Det er uværdigt! Det er det, jeg fortæller som formand for støtteforeningen for Hospice i Sydsjælland. Men jeg har også som pårørende set, hvor meget smerte, frygt og uværdighed vores syge og gamle skal igennem, når der ikke er en velfungerende, lokal løsning, der støtter de døende og deres familier, når de skal herfra.  

Region Sjælland står nu med en ny og grundig analyse fra Konsulenthuset Implement, som de selv har bestilt, af den specialiserede palliation (lindring) og den mulige placering af et fjerde hospice i regionen. Hvis analysen i praksis kun ender med et par ekstra pladser i Roskilde og lidt mere aktivitet nordpå, så bliver rapporten forstået forkert. Dens hovedbudskab er klart: Der er markante geografiske uligheder i adgangen til specialiseret palliation, og Sydsjælland skiller sig ud som det område, hvor manglen er størst. Med andre ord, er Sydsjælland det værste sted at gå hen og blive så gammel, at man dør af det!

Analysen viser, at afstanden til hospice har stor betydning for, om borgere overhovedet får hospice-hjælp til at komme herfra med så få smerter som muligt. Den peger også på, at Næstved er den lokation, der samlet set giver den største forbedring i nærhed for flest borgere i Region Sjælland.  Samtidig peger rapporten på, at Region Sjælland samlet set har for få forløb i lindring for alvorligt syge og døende og de dårligste tal i landet, når det gælder adgang og ventetid til lindrende behandling.

Politikernes fejllæsning bliver endnu mere absurd af, at selvsamme regionsråd allerede i årets budgetaftale for 2026 har besluttet, at der skal arbejdes videre med et nyt hospice i den sydøstlige del af regionen, og at der fra 2028 er afsat 23 mio. kr. årligt til drift. Implement-rapportens formål er at give et beslutningsgrundlag for et nyt hospice og en styrket palliativ indsats i Region Sjælland/kommende Region Østdanmark. Derfor giver det ingen mening at bruge rapporten til at styrke nordlige løsninger, når dens egne data peger på Sydsjælland.

Samtidig handler det ikke kun om sengepladser. Fra begyndelsen har visionen for Hospice Sydsjælland også været at skabe rammerne for uddannelse, kompetenceudvikling og vidensdeling i tæt samspil med hospiceindsatsen. Rapportens forfattere peger selv på behovet for stærkere kompetencestøtte, tværfagligt samarbejde og ud-kørende hospice funktioner, der kan bringe specialiseret lindring tættere på borgernes eget hjem. Et hospice i Sydsjælland bør derfor tænkes som mere end en bygning: nemlig som et fagligt samlingspunkt for lindring, læring og samarbejde dér, hvor behovet er størst.

Jeg har derfor skrevet til regionspolitikerne for at minde dem om, hvad deres egen rapport faktisk dokumenterer. Geografisk ulighed løses ikke ved endnu en gang at lægge tyngden nordpå. Borgerne i Sydsjælland har ret til samme adgang til specialiseret, tværfaglig palliation som resten af regionen, også når den sidste del af livet skal leves med værdighed tæt på hjem og familie. Er det tid til, at du skriver til din regionsrådspolitiker også?

Med venlig hilsen
Ann Hansen, 
formand for støtteforeningen for Hospice i Sydsjælland

Ann Hansen. Foto: Privat