Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

DEBAT: Ambitioner for Næstved er ikke useriøse - de er nødvendige

Endnu et debatindlæg fra Per Sørensen, hvor jeg beskyldes for det ene og det andet samt tillægges motiver, der aldrig er givet udtryk for, fra den ellers så rummelige nestor. Derfor er jeg nødt til at reagere.

Per Sørensen skriver, at det er useriøst og uoverkommeligt både at være udvalgsformand og stille op til Folketinget. Jeg ser det stik modsatte.

Jeg passer mit hverv i byrådet, og jeg stiller op til Folketinget, fordi lokal erfaring netop er det, der mangler på Christiansborg. Næstved og Sydsjælland bliver alt for ofte glemt. Et aktuelt eksempel er lavere forældrebetaling i finansloven, som giver Næstved en ekstra udgift på 10 til 15 millioner kroner. Beslutninger træffes centralt. Regningen sendes til kommunerne.

At ville bringe byråd og Christiansborg tættere sammen er ikke useriøst. Det er nødvendigt.

Per Sørensen kalder byrådsarbejdet et springbræt for nogle. Det er hans tolkning. Ikke min virkelighed. Jeg stiller op netop fordi, jeg brænder for Næstved og ønsker en stærkere lokal stemme nationalt. Det ene udelukker ikke det andet.

Jeg har allerede meldt klart ud, at jeg ikke løber fra mit mandat som udvalgsformand. Vælgerne har givet mig tillid ved kommunalvalget, og den tager jeg alvorligt. Ambitioner på borgernes vegne er ikke det samme som at svigte sit lokale ansvar.

Debatten er desværre flere gange gledet væk fra fakta. Liberal Alliance er blevet tillagt holdninger om både Sundhedsudvalg, kultur og interne uenigheder, som vi ikke har givet udtryk for. I portrætsagen har jeg gentagne gange understreget min respekt for Carsten Rasmussen og ønsket, at han hædres. Mit ønske var blot en åben debat om hvordan.

En nestor bør bidrage til at samle og skabe saglighed. Derfor undrer det mig, når debatten igen og igen drejes over i motiver og mistolkninger.

Jeg stiller op til Folketinget for at give Næstved en stærkere stemme på Borgen, end vi hidtil har kunne mærke.

Kasper Schneider
 (LA), byrådsmedlem, udvalgsformand og folketingskandidat