Det var under skarp overvågning og med blå handsker, at et arkæologisk fund af et lille blysegl – en såkaldt klædeplombe – nænsomt blev placeret på en pude i en udstillingsmontre i Skt. Peders Kirke fredag eftermiddag.
Plomben stammer fra 1517 og viser fliget af et våbenskjold med tre kongekroner. Det dokumenterer, at den oprindelig stammer fra Colchester i England, hvor man brugte den slags klædeplomber som kvalitetsstempel på klæder fra byen.
Det var Nationalmuseets museumsinspektør, Rikke Ruhe, som havde taget plomben med til Næstved og selv placerede den sjældne genstand i montren.
- Det er stort for os, fordi vi ved, at der er en lokal interesse. Når det er i forbindelse med en tradition som middelalderfestivalen i Næstved, ved vi også, at folk kommer for at se det. Det har en betydning, at det kommer ud i en ramme, hvor det handler om lokal historiefortælling, siger Rikke Ruhe.
Artiklen fortsætter under billedet...
Blyplomben blev fundet i en grusgrav ved Næstved i 1891 af August Frederik Joost, der var urmager i Kirkestræde. Han sendte plomben videre til Nationalmuseet, hvor den i dag opbevares som danefæ.
Det viser også, at der har været en betydelig klædeimport i middelalderen i Næstved og Sydsjælland.
- Den er en lillebitte brik i et stort puslespil og et tegn på den måde, Danmark indgik i et internationalt samspil. Man kan virkelig tale om, at Danmark er blevet en europæisk stat i et stort kristent Europa på det tidspunkt, og en by som Næstved var et vigtigt center for blandt andet specialhandel, fortæller museumsinspektøren, der henter danefæet igen, når festivalen er overstået.
Plomben vil indgå i en gratis udstilling i Sct. Peders Kirke af klædedragter fra Næstveds fem munkeordner i middelalderen.
- Vi er meget glade for, at Nationalmuseet stiller en over 500 år gammel og meget sjælden genstand til rådighed for Næstveds Søjler, så vi kan vise et vigtigt, historisk fund fra lokalområdet, siger Klaus Eusebius Jakobsen, festivalleder for Næstveds Søjler.
Artiklen fortsætter under billedet...
Udstillingen vil også have et tema om møntproduktion i Næstved, og her vises to sjældne kobbersterling, der er præget i 1422, og som også blev placeret i montren af Rikke Ruhe.
Kong Erik af Pommern havde i begyndelsen af 1400-tallet givet den blomstrende købstad Næstved ret til at ”slå mønt”, og produktionen foregik i en møntsmedje i – nå, ja Møntergade - nær Susåen.