Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Fredelig krigsfest på turneringspladsen

Bredstrædeparkeringen var omdannet til en kampplads, men heldigvis foregik alt uden blod, da ridderne kæmpede om den skønne, adelige Jomfru Inger.

Den traditionsrige middelalderfestival, Næstveds Søjler, blev endnu engang et kæmpe tilløbsstykke af både gæster og deltagere fra nær og fjern.

Den 890 år gamle købstad var for en weekend omdannet til en middelalder-zone med mulighed for at komme med på historiske byvandringer gennem Næstved, komme til koncert med både ensembler, Skramle og Blæsekonen, se rollespil, armbrøst- og falkonershow samt ikke mindst middelalderkampsport og Ridderturnering med den svenske gruppe ”Equites Gloriae”.

Det er i sig selv et imponerende højdepunkt, når noble riddere konfronterer hinanden med lanser og skjolde på den til anledningen grusbelagte p-plads foran den fritlagte Suså.

Festival med god stemning

Man blev taget omkring 600 år tilbage i tiden, når man slentrede rundt mellem de mange middelalderboder, der bød på alt fra mjød, ild-smed og kronen (tøj) til gøgl med Mester P. og Ildknægten, Ildus Gøglicus og Ridder Rune.

Den lokale teaterleder Steffen Sommerstedt gav også fortællinger fra middelalderen fra sit teater Aspendos og i kirkerne var der udstillinger, rundvisninger og gudstjenester.

- Det var en rigtig god festival. Primært fordi der var så god stemning, lyder det fra en meget tilfreds festivalleder, Klaus Eusebius Jakobsen.

Gratis uden forventninger

Det var lørdagen, der var den store besøgsdag, og der vurderes til igen at have været mellem 10. og 12.000 mennesker hen over hele festivalen som sidste år.

- Folk gik bare rundt og nød, at der var så meget at se på. Man behøvede ikke at ”gøre noget”. For at være ærlig er noget af det bedste ved festivalen, at det er gratis, for så er det intet pres eller forventninger. Som Jesper Isved i ”smedeværkstedet” sagde, så kan han mærke forskel på andre markeder, hvor det koster noget, og så her hvor det er gratis, siger Klaus Eusebius, der allerede nu kan gå i gang med at tænke på, hvordan næste års festival - den sjette i rækken - skal udformes.

Den noble ridder og hest i rustning hilser på folket. Foto: John Ringstrøm
Den noble ridder og hest i rustning hilser på folket. Foto: John Ringstrøm