Formanden for Kultur- og Idrætsudvalget i Næstved Kommune, Andreas Pourkamali (B) havde knap klippet den røde snor sammen med en meget ung gæst, før det væltede ind med folk i det nye børneområde.
Man kunne knap se børnene for bare forældre og bedsteforældre, men da først de små blev sluppet løs, kravlede de rundt i huler, legetårnet, på scenen eller blandt de mange børnebøger.
Det har taget otte måneder og har kostet 1,9 millioner kroner at lave og indrette børne-området, men det er det hele værd, mener Pourkamali.
- Det er sindssygt vigtigt, vi har fået det her. Nu har man lavet en afdeling og et bibliotek, som får en helt anden identitet. Nogle rum og kroge, som børnene kan lege og læse i. Pointen er, at man hygger sig og leger sig ind i litteraturen, siger Andreas Pourkamali, som selv er forælder – dog til knap så små børn mere.
Artiklen fortsætter under billedet...
- I stedet for at tage i dyre legeland i de kolde måneder, kan man nu her tage dem hen et hyggeligt sted, hvor børn kan være børn. Det skal biblioteket også kunne. Børnene kan i højere grad lege sig rundt blandt bøgerne. Rummet skal indbyde til, at man har det godt og sjovt. Læsning er tit forbundet med, at man skal sætte sig ned og læse, men det skal være en glæde og finde vej ind i alle mulige, finurlige historier og eventyr, mener udvalgs-formanden.
Klæd-ud-tøj og krea-områder
Biblioteket summede af leg og glade børn, som både fik kager og saftevand. Det var muligt at få malet sit ansigt og udfoldet sine kreative evner på små workshops.
- Nu er der selvfølgelig larm, når der er så mange. Men vi skal lige finde ud af, hvordan det skal bruges. Det er derfor, der er tænkt så mange huler, man kan sidde og fordybe sig i, der er en scene, så vi kan lave fortællinger, der er klæd-ud-tøj og krea-områder. Vi prøver at rumme mange forskellige aktiviteter, siger børnekulturformidler Martin Madsen, som sammen med sine kolleger havde taget en ”fiskehat” på, så de let kunne genkendes.
Også chefen for Næstved Bibliotek og Borgerservice, Karen Delfs, glædede sig over den store tilstrømning og det nye område.
- Det betyder rigtig meget for hele byen. Vi har omkring 350.000 besøgende om året og vi har virkelig savnet et område, der appellerer til børn og børnefamilier. Så det er fedt, der er kommet et sted, hvor børn kan lege, udfolde sig og være sammen omkring fortællinger, siger Karen Delfs.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Vi har lagt meget vægt på, at det skal være et sted for alle. Vi har lavet et universelt design, hvor man skal kunne være med, selv om man måske har funktionsnedsættelse, er i kørestol eller måske har det svært ved at være sammen med mange mennesker. Vi ved også godt, at det ikke er alle borgere, der bruger os, men det kan måske appellere til dem, der før har tænkt, ”om biblioteket mon er noget for mig?”, kommer det fra biblioteks-chefen, der håber, at flere får lyst til at læse.
- Alle er jo enige om, at børn skal kunne læse og flere børn i Næstved skal tage en uddannelse. Læse-færdigheder bidrager skolerne med, men læse-lyst giver vi nu rammerne til. Det åbner mulighed for, at lidt flere end bare vores super-brugere kommer til at bruge biblioteket og derved opdager glæden ved læsningen, siger Karen Delfs.