Fotograf: Næstved Kommune | Opdateret

Børn og pædagoger præger kulturfestival

Næstved Børnekulturfestival vender tilbage 18.-29. maj med workshops, koncerter og aktiviteter for børn i alderen 0-10 år. I år spiller lokale børn, unge og pædagoger en mere aktiv rolle i programmet.

Når Næstved Børnekulturfestival løber af stablen senere i maj, bliver det ikke kun professionelle kunstnere og kulturinstitutioner, der står for aktiviteterne. Flere af festivalens tilbud bliver i år båret af lokale børn, unge og pædagoger fra kommunen selv.

Festivalen finder sted fra 18. til 29. maj, og programmet spænder fra koncerter og danseworkshops til musikforløb for de yngste børn.

Et af årets nye indslag er det åbne program uden tilmelding, som afvikles 19.-21. maj. Her er det 20 elever fra FGU, der står for aktiviteterne. Iført festivalens Næssi-t-shirts skal de blandt andet lege, tegne og bygge med de yngste deltagere.

Musikken får også en central plads under festivalen. Til Stjernekoncerten i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter skal 60 elever fra Susåskolen i Herlufmagle og 20 elever fra Næstved Musikskole optræde for omkring 300 børn fra 0.-3. klasse.

Artiklen fortsætter under billedet...

Næstved Børnekulturfestival løber af stablen fra 18. til 29. maj. Foto: Næstved Kommune

Næstved Børnekulturfestival løber af stablen fra 18. til 29. maj. Foto: Næstved Kommune

På Familielørdagen den 23. maj bliver dansen sat fri under åben himmel. Her deltager Clara og Dicte fra 7. klasse som frivillige i workshoppen “Silent Disco” sammen med Næstveds Egnsteater Dansk Rakkerpak. De to piger har tidligere været med i Danseballaden under Aktive Feriedage og skal nu hjælpe med at få børnefamilierne ud på dansegulvet.

Festivalen sætter også fokus på de voksne omkring børnene. Pædagogerne Ninna Marie Fløistrup Olsen fra Birkehegnet og Christina Kese Jensen fra Diget står bag workshoppen “Musik i hulen” for vuggestuebørn. Begge har deltaget i kompetenceforløbet “Små Fødder”, som handler om musik, leg, lyd og fortælling.

En anden af festivalens undervisere er Sofie Blond, der til daglig arbejder som pædagog i Børnehuset Bølgen. Ved siden af jobbet er hun leder og balletunderviser på Balletskolen og har danset ballet i mere end 30 år. Under festivalen besøger hun fire vuggestuer med workshoppen “Ballet med de mindste”.