Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Arena Open Air er klar med de første navne

Hjalmar og Karoline Mousing er de to første kunstnere, der er klar til Næstveds store éndags-festival, Arena Open Air, til august næste år.

Det har været en hemmelighed indtil i dag, hvem der skal optræde til premieren af Arena Open Air 21. august 2027.

På et pressemøde i Arena Næstved blev det afsløret, at det bliver Hjalmar og Karoline Mousing, som er de to første navne på plakaten.

Hjalmer er af mange kendt som Kim Larsens søn, men han kan i den grad også selv med numre som ”Istedgade”, ”Kom sommer” og ”Hvis du går”.

Karoline Mousing er et nyt, ungt stjerneskud, der har spillet på Roskilde Festivalen og hittet med ”Sygt jeg stadig savner dig”, der gik direkte ind som nummer ét på Spotify’s Top 50 Danmark.

- Vi er rigtig glade for de to første navne, som bliver spændende at få til Arena Open Air. Vi præsenterer næste navn omkring 15. november og ét mere i starten af december, og uden at sige for meget bliver det endnu større navne, siger Arena Næstveds direktør, Jakob Brixvold.

Artiklen fortsætter under billedet...

Arena Næstved-direktør, Jakob Brixvold, løftede sløret for noget af indholdet til næste års Arena Open Air. Foto: John Ringstrøm

Arena Næstved-direktør, Jakob Brixvold, løftede sløret for noget af indholdet til næste års Arena Open Air. Foto: John Ringstrøm

Han og hans venue manager, Andreas Linsdell, kunne samtidig fortælle, at det koncertstedet bliver den 10,5 tusind kvadratmeter store parkeringsplads foran Arena Næstved.

- Vi satser på 5000 gæster første år, 7500 næste år og 10.000 om tre år. Området omkring arenaen og stadion er gearet til det, mener Brixvold.

Det var muligt at købe 500 ”Blind Bird-billetter” allerede, da festivalsplanerne blev afsløret for godt en uge siden. 

- Allerede inden folk vidste, hvem der skulle spille, blev de 500 billetter til 270 kroner udsolgt på syv timer. Det var en dejlig start. Ved næste navn 15. november sættes prisen op med 40 kroner og fra 25. december skal man så købe til normalprisen, 430 kroner, siger arena-direktøren.

Sammen er en styrke

Det er Arena Næstved, der er gået sammen med Gadefesten, NP2 og Næstved Boldklub om at starte Arena Open Air, som skal være en årligt tilbagevendende begivenhed.

- At vi er fire, der er gået sammen, er en styrke. Vi er en bred gruppe, der favner bredt og kan noget forskelligt. Vi har et stærkt Næstved-DNA og vi vil gøre meget for Næstved, siger Brixvold.

Festivalen har fået én million kroner de to første år af Næstved Kommunes eventpulje, mens de fire arrangører hver bidrager med erfaring og økonomi.

- Meningen er, at festivalen gerne vil være en selvstændig juridisk enhed. Lige nu ligger den hos Arena Næstved, men alle fire har hånden på kogepladen, konstaterer Jakob Brixvold om den lokalt forankrede festival.

- Vi har evnen til at gøre det. Da andre har ikke taget initiativet, hvorfor skulle vi så ikke prøve at gøre det lokalt på tværs af alle os, som synes, det er spændende. Vi vil jo gerne gøre noget fælles for byen og gøre det attraktivt her, lyder det fra Gadefestens Alexander Slemming.

Bagerst fra venstre er det Lars Holm, Næstved Boldklub, Jakob Brixvold. Jacob Simonsen (NP2) og Carsten Frid (Gadefesten). Forrest fra venstre: Andreas Linsdell (Arena Næstved), Maja Meisner (NP2) og Alexander Slemming (Gadefesten). Foto: John Ringstrøm

Bagerst fra venstre er det Lars Holm (Næstved Boldklub) Jakob Brixvold (Arena Næstvede), Jacob Simonsen (NP2) og Carsten Frid (Gadefesten). Forrest fra venstre: Andreas Linsdell (Arena Næstved), Maja Meisner (NP2) og Alexander Slemming (Gadefesten). Foto: John Ringstrøm