Allerede fra morgenstunden havde de første gæster fundet vej til koncertpladsen på de Hvide Svaner, og da Danmark Dejligst sluttede ved 22.30-tiden, havde de tusindvis af gæster haft en fantastisk dag.
Årets 10. udgave af Danmarks måske hyggeligste havefest blev nemlig en kæmpe succes. Ikke kun fordi vejrguderne – i modsætning til sidste år – viste sig fra deres bedste sider, men også fordi musikerne, gæsterne og de frivillige havde en fantastisk dag.
Især Gustav Wolter, der gik på scenen kl. ca. 14.15 som artist nummer to efter Rasmus Nøhr. ”Wolter” vil nogen måske kende som Christophers ”wing-man” og guitarist på de store scener, men denne gang stod han alene i front på en festival for sit eget band.
- Det var mit første festivalshow med mig selv som afsender. Jeg har ikke spillet så mange koncerter endnu, for det er helt nyt. Men det var vanvittigt fedt. Der var den fedeste energi. Man kan godt mærke, at folk er kommet for at hygge sig og høre musik, siger Gustav Wolter, der er søn af skuespiller og tidligere revyinstruktør, Lisbeth Dahl.
Artiklen fortsætter under billedet...
Festival-formand Heidi Mørkeberg og Gustav Wolter havde de store smil fremme efter Wolters optræden. Foto: John Ringstrøm
35-årige Wolter har før prøvet at spille som en ”pop-up” eller support til andre, men det var noget andet at stå med sit eget projekt i spotlightet.
- Det er kæmpe for mig det her. Det er faktisk endnu større end at stå ved siden af Christopher, for der er meget mere på spil. Det er meget mere delikat og skrøbeligt. En vanvittig oplevelse at spille sine egne ting. Det er jo folk, der bestemmer, om det er godt eller skidt, konstaterer Gustav Wolter, der ud fra publikums reaktion viste sig godt frem.
Hans stadig – for offentligheden – ukendte numre blev leveret med overbevisning og spilleglæde, og det faldt i god jord på De Hvide Svaner, hvor de mange mennesker godt nok lige skulle lure ham an.
Artiklen fortsætter under billedet...
En Lille Pose Støj fik publikum op af havestolene. Foto: John Ringstrøm
Men de kom op af stolene til sidst, og så var de ellers klar til resten af dagen. De kom længere frem mod scenen, da En Lille Pose Støj fyrede Kim Larsen-numre af.
Den danske rapper og sanger, Omar, fik fat i de unge, mens Ekspressen fik humøret på pladsen til at stige med deres festlige versioner af dansk popmusik.
Den faste DJ, Brian Taber, sørgede for, at gæsterne også kunne bevæge hofterne lidt mellem artisterne, og så endelig gøre klar til det faste afslutningsband, Zididada, der har været på i ni af de 10 år. Med Jimmy Colding som den altid underholdende frontfigur var der dømt fællessang på Zididada Day, Walking on Water og Prinsesse.
I forhold til sidste år var vejret i år heldigvis med Danmark Dejligst, så folk kunne sidde og nyde mad, drikkelse og musik i tørvejr. Foto: John Ringstrøm
