Lidt regn på omkring 10 minutter midt på aftenen betød ingenting. Verdensballettens hjælpere og sågar enkelte af artisterne tog en svaber i hånden og ryddede scenen for vand. Det resulterede automatisk i en lille, uventet pause, og kun ganske få af de godt 500 tilskuere vendte snuden hjemad.
Resten blev og fik en fantastisk, flot forestilling af verdensstjernerne, der kom fra både London, Berlin og selvfølgelig Den Kongelige Ballet i Danmark.
- Vi fik lidt af det danske sommervejr med regn undervejs. Så programmet blev ændret, og i år blev der blandt andet ikke holdt pause. Men jeg synes faktisk, at det også er noget af det, der gør en aften som denne helt særlig. Man kan planlægge meget, men ikke alting – og nogle gange opstår der noget magisk, netop når tingene ikke går helt som forventet, siger Diana Juhl, der driver Café Atmosfære og artbyjuhl.
Artiklen fortsætter under billedet...
Ukrainske Iana Salenko tilbedes. Foto: John Ringstrøm
Hun er initiativtager til Verdensballetten i Næstved og fik i år støtte og hjælp af Næstved Cityforening og en række sponsorer.
- Når man oplever noget så unikt med nogle af verdens allerbedste artister, kan man virkelig mærke, hvordan det går i hjertet. Det var en helt særlig aften fyldt med dans, musik og fantastiske kunstnere, og jeg er utrolig stolt af at have været med til at skabe den, siger Diana Juhl.
Næstved Cityforenings aktivitets- og markedsføringschef, Laura Christophersen, bød velkommen sammen med Rønnebæksholms kunstneriske leder, Lotte Juul Petersen, og inden Verdensballetten gik på, gav de dygtige ballet-talenter fra Birgit Dans i Næstved en smagsprøve på, hvilket stort potentiale de har.
Artiklen fortsætter under billedet...
Balletdansere fra Birgit Dans. Foto: John Ringstrøm
De blev mødt med kæmpe klapsalver fra de mellem 700 og 800 tilskuere og efter en rigtig fin opvisning, kunne de efterfølgende sætte sig på tæpper på græsset og følge deres idoler på scenen.
Og hvilket show. Tenor, konferencier og kunstnerisk leder, Jens-Christian Wandt, guidede os igennem aftenen og leverede selv tryllebindende opera i selskab med sopranen Lina Johnson. Den danske ballerina Astrid Elbo tog pusten fra publikum, og det samme gjorde Steven McRae med sin afsluttende step-udgave af Czardas.
McRae og dansepartner Anna Rose O’Sullivan udførte Nøddeknækkeren, violinist Niklas Walentin og pianist Alexander McKenzie spillede Salut D’Amour og den ukrainske ballerina Iana Salenko var den eftertragtede Tornerose blandt bejlerne McRae, Reece Clarke, Alban Lendorf og Marian Walter.
Artiklen fortsætter under billedet...
Den smukke park i Rønnebæksholm indbød til hygge og picnic. Foto: John Ringstrøm
Det var virkelig ren verdensklasse, der fandt sted i den smukke park omkring historiske Rønnebæksholm for andet år i træk. Mon ikke, der er lagt i kakkelovnen til en tradition. I hvert fald har arrangørparret, Diana Juhl og Brian Grosen, planer om at gentage succesen.
- Vi vil rigtig gerne have Verdensballetten til Næstved igen til næste år. Det er et helt særligt arrangement, som vi synes fortjener at fortsætte, lyder det fra Diana Juhl, der var særlig glad for fremmødet og opbakningen.
- Vi havde omkring 200 flere besøgende i år end sidste år, og det er vi selvfølgelig utrolig glade for. Økonomisk ser det heldigvis lidt bedre ud i år. Vi har fået hjælp fra flere sponsorer, som har gjort en stor forskel, og det er vi meget taknemmelige for, konstaterer hun.
Verdensstjernerne bukker og nejer for publikum. Foto: John Ringstrøm