Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Nu er det tid til en ny citychef

Siden Nicolaj Lund Jensens farvel som chef for Næstved Cityforening i maj har Laura Christophersen varetaget de mange chefopgaver. Men nu søges der efter en overordnet leder.

Der er masser af aktivitet i Næstved City. Også så meget, at det er nødvendigt med en decideret ny citychef. 

Derfor søger foreningen nu en leder, der blandt andet kan lede de seks medarbejdere, udvikle foreningen og bymidten strategisk, være stærk på samarbejder på tværs af brancher og med kommunen og ikke mindst være en erfaren leder.

- Vi søger en med ledererfaring, og som kan håndtere hele den politiske vinkel og lede strategisk. Jeg var ikke klar over, at der var så meget at tage fat på som citychef, men det har jeg nu erfaret, siger cityforeningens formand, Nino Rizzato.

Efter Nicolaj Lund Jensens afgang i maj var det i første omgang ikke meningen, at der skulle udpeges en ny citychef. I stedet fik Laura Christophersen jobbet som Aktivitets- og markedsføringschef, hvor hun sammen med foreningens øvrige medarbejdere også skulle varetage de opgaver, Nicolaj Lund Jensen havde.

Artiklen fortsætter under billedet...

Nino Rizatto og Laura Christophersen har ledet Næstved Cityforening efter Nicolaj Lund Jensens afgang. Men nu søger de en ny leder. Foto: John Ringstrøm

Nino Rizzato og Laura Christophersen har ledet Næstved Cityforening efter Nicolaj Lund Jensens afgang. Men nu søger de en ny leder. Foto: John Ringstrøm

- Dengang skulle Nicolajs aktivitetsplan ”bare” driftes videre frem til 2027. Vi håbede så, at vi i den periode kunne finde en ny løsning. Men det er ikke muligt at vente. Vi vil jo gerne drive foreningen som en virksomhed á la Næstved Erhverv eller Visit Sydsjælland. Laura kan heller ikke fortsætte med at arbejde 70 timer om ugen. Det holder ikke i længden, konstaterer Nino Rizzato, der selv søger en daglig leder til sit værtshus Underhuset, så han kan deltage mere i city-arbejdet, indtil en ny leder er på plads.

- Vi skal finde den rigtige. Det tager den tid, det tager, siger Rizzato, der også sidder i Næsted Byråd for Venstre.

Laura Christophersen glæder sig, til hun får en ny chef.

- Det er godt, bestyrelsen har fundet ud af, det er nødvendigt med en ny citychef, som kan bidrage til udviklingen af byen og foreningen. Det bliver godt at få udvidet teamet, og ja, jeg har nok arbejdet mere end 37 timer, men det har været det hele værd, siger den unge leder, der fortsætter som Aktivitets- og markedsføringschef, når en ny chef ankommer.

- Chefen kommer til at arbejde tæt sammen med Laura, der nu har tilegnet sig de kompetencer og har berøring med strategien og arbejdet. Den nye skal så sikre, at strategien bliver fulgt, lyder det fra Rizzato.