Fotograf: Presse | Opdateret

Pincho Nation åbner i Næstved

Den populære restaurantkæde Pincho Nation kommer til Næstved. I foråret 2027 åbner restauranten i Gahrn-Jensens tidligere lokaler på hjørnet af Torvestræde og Riddergade.

Hvad der har været en offentlig hemmelighed i lang tid, er nu en realitet. Den svenske restaurantkæde Pincho Nation har officielt meldt sin ankomst til byen, hvor en ny restaurant slår dørene op i foråret 2027.

Restauranten rykker ind i de markante hjørnelokaler på Torvestræde 10, hvor tøjforretningen Gahrn-Jensen i mange år har holdt til.

Fire mænd står bag åbningen

Bag den nye restaurant står Dipendra Chaudhary og de tre brødre Jegan, Harison og Arjun Manoharan. På restaurantens nye hjemmeside fortæller de om planerne:

"Vi glæder os til at åbne dørene og byde Næstved velkommen til noget helt nyt og anderledes. Vi håber at se dig til den store åbning!"

En præcis åbningsdato er endnu ikke offentliggjort, men restauranten forventes at åbne i løbet af foråret 2027. 

Småretter, cocktails og cirkusstemning

Pincho Nation er kendt for sit farverige restaurantkoncept med inspiration fra cirkusverdenen. På menukortet er små retter i tapasstørrelse fra forskellige internationale køkkener, blandt andet burgere, tacos, dumplings og desserter.

Konceptet adskiller sig fra traditionelle restauranter ved, at gæsterne bestiller og betaler gennem en app, som også bruges til bordreservation.

Pincho Nation åbnede sin første danske restaurant i 2018 og har i dag 13 restauranter i Danmark. Næstved bliver dermed en del af kædens fortsatte danske ekspansion.

Allerede nu kan interesserede skrive sig på en VIP-liste, der giver tidlig adgang til bordreservationer, når restauranten nærmer sig åbningen.

Teamet bag Pincho Nation i Næstved. Foto: Pincho Nation

Teamet bag Pincho Nation i Næstved. Foto: Pincho Nation