Det var det tyske ungdomskor Jugend Kella PopChor fra den tyske by Templin lidt nord for Berlin. 14 unge mellem 12 og 18 år, lydmand, fire-mands stort band og korleder Maria Juch havde taget turen til Næstved for at underholde en times tid.
- Vi er et fire år gammelt kor fra en kirke i Templin. Vi startede helt fra bunden og blev større og større. I de sidste to år har vi turneret rundt i Brandenburg, men så kom idéen om, at vi gerne ville prøve i Danmark og Sverige. Og også på færgen, hvor vi har spillet i seks timer frem og tilbage – med pauser selvfølgelig, siger Maria Juch efter koncerten på Axeltorv.
I Sverige har koret også spillet forskellige steder som blandt andet kirker, på markeder og ved stranden.
Artiklen fortsætter under billedet...
Jugend Kella PopChor gav næstved'erne en omgang pop- og rocksang midt på mandagen. Foto: John Ringstrøm
Mandag skulle koret have spillet midt på Axeltorv, men vejrudsigten sagde storm og regn, så derfor trak de ind i porten. Her fik man så en times smagsprøver på korets repertoire indenfor moderne pop og rock. For eksempel blev ABBA’s Mamma Mia leveret med en god gang overskud.
- Vi har så meget udstyr med, så det havde ikke været godt med regn. Men nu har vi stået derinde i skyggen, mens solen skinner midt på torvet, siger korlederen med et smilende suk.
Korets turné er sponseret via donationer i hjembyen Templin og omegn, og det er også her, ungdomsmusikerne og -sangerne slutter turnéen af.
- Tirsdag skal vi spille i Marielyst og så igen på færgen på vej hjem til Tyskland. Den sidste koncert spiller vi i Templin foran alle vores venner og familie. Men det her i Næstved var også perfekt. Det har været en fed tur med mange forskellige steder og forskellige mennesker. Det er meget specielt for de unge at spille for andre end mor, far og bedsteforældre, lyder det fra Maria Juch.
Korleder Maria Juch styrede tropperne mellem band og sangere. Foto: John Ringstrøm