Fotograf: Team FOG Næstved | Opdateret

Spillerudskiftning hos Team FOG Næstved

Når Team FOG Næstved løber på banen søndag ude mod Svendborg Rabbits, bliver det uden amerikanske Dominick Welch. Ny spiller er allerede signet.

Der er ikke langt fra tanke til handling hos Team FOG Næstved. Det lokale tophold i Basketligaen har valgt at stoppe samarbejdet med den amerikanske spiller Dominick Welch og i stedet hive Cole Bajema ind.

- Samarbejdet med Welch stopper på baggrund af de sportslige præstationer efter, at der har været arbejdet på optimere dette i en længere periode, skriver klubben på sin facebookside.

Welch nåede at spille 13 kampe for sydsjællænderne med et snit på godt 10 point.

I stedet har Team FOG Næstved lavet aftale med Cole Bajema, som også kommer fra USA, hvor han har spillet for de college, Michigan, Washington Huskies og Utah.

I sit seniorår for Washington Huskies startede Cole Bajema stort set i samtlige kampe og snittede 8,8 point og 4,2 rebounds pr. kamp. Bajema sluttede sin collegekarriere i Utah, hvor han i gennemsnit spillede 28 minutter og leverede 9 point, 2,8 rebounds og 1 assist pr. kamp. Hans klare forcer er hans hurtige trepointsskud. For Huskies ramte han cirka 40 procent bag trepointlinjen. Her spillede han i øvrigt på hold med Team FOG Næstveds stærke pointguard Rollie Worster.

Cole Bajema har spillet i tjekkisk, græsk og serbisk basketball og er nu klar til at tørne ud for Team FOG, når papirarbejdet er på plads. Hvilket klubben regner med, tager cirka en måned.

- Vi glæder os til at få Cole Bajema ind på holdet. Det er en type spiller, som passer rigtig godt ind i vores hurtige spil. Med sine to meter er Cole Bajema stadig en hurtig spiller, og han skyder virkelig godt bag trepointlinjen, siger Team FOG Næstveds direktør, Andreas Larsen.

Team FOG Næstved møder Svendborg søndag 28. december på udebane - uden Domineck Welch. Foto: John Ringstrøm
Team FOG Næstved møder Svendborg søndag 28. december på udebane - uden Domineck Welch. Foto: John Ringstrøm