Der er god grund til stolthed hos Rodi Habo og medarbejderne på Rodi’s Autocenter i Holsted Park. Det lokale autoværksted er nemlig blandt fem nominerede til Årets Værksted 2026 ved bilbranchens årlige prisuddeling, Auto Awards.
Det er tredje gang på fire år, at værkstedet er med i opløbet. Også i 2023 og 2024 var Rodi’s Autocenter nomineret.
– At blive nomineret tre gange siger noget om, at vi gør noget rigtigt. Det er først og fremmest vores kunder og samarbejdspartnere, vi skal takke for det, siger Rodi Habo.
Satser på elbiler
Nomineringen kommer samtidig med, at Rodi’s Autocenter har udvidet sine kompetencer inden for service og reparation af elbiler.
Værkstedet har investeret i både udstyr og efteruddannelse, så det kan servicere den voksende bestand af elbiler side om side med traditionelle benzin- og dieselbiler.
– Bilparken ændrer sig hurtigt, og flere og flere af vores kunder kører i dag elbil. Vi har valgt at gå forrest og investere i både viden og udstyr, så de også kan få den samme lokale service og tryghed hos os, som de altid har fået, fortæller Rodi Habo.
Vinderen kåres 17. november
Rodi’s Autocenter er nomineret sammen med Foldby Autoteknik, Ketner, AutoMester Nakskov og Kvalitetsbiler.dk.
Der indgår en offentlig afstemning i konkurrencen, og den lukker søndag den 15. november. Vinderen offentliggøres tirsdag den 17. november ved Auto Awards i Cirkusbygningen i København.
– Hvis man har haft en god oplevelse hos os, vil vi blive rigtig glade for en stemme, så vi forhåbentlig kan bringe prisen hjem til Næstved, siger Rodi Habo.
Rodi Habo er en stolt ejer af Rodi's Autocenter. Foto: Presse
Auto Award
De nominerede kan ses på Auto Awards’ hjemmeside, hvor der også kommer adgang til afstemningen.
