Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Ni ud af ni til Team FOG Næstved

Team FOG Næstved fortsætter sin ubesejrede stime i Basketligaen. Onsdag aften blev det til en sikker sejr på 95-62 ude over Værløse Blue Hawks efter en vanskelig start.

Ni kampe og ni sejre. Team FOG Næstved har endnu ikke prøvet at tabe i denne sæson, men onsdagens opgør i Søndersøhallen begyndte ikke helt efter planen.

Værløse kom bedst fra start og førte 22-16 efter første periode. Hjemmeholdet holdt fast i føringen et godt stykke ind i anden periode, hvor stillingen var 30-26.

Herefter fik næstvedholdet bedre styr på både forsvar og angreb. Værløse blev holdt fra at score i de sidste seks et halvt minut før pausen, mens Team FOG med 11 point i træk vendte kampen til en føring på 37-30.

Næstved trak fra efter pausen

I tredje periode fortsatte gæsterne det gode spil. Anført af Bryan Etumnu og Jordan Goldwire øgede Team FOG føringen til 64-44 inden sidste periode.

Her blev forskellen mellem de to mandskaber endnu tydeligere. Gæsterne vandt de sidste 10 minutter med 31-18 og kunne dermed rejse hjem med en komfortabel sejr på 33 point.

Bryan Etumnu blev kampens topscorer med 26 point, mens Roger McFarlane bidrog med 17 point og 10 rebounds. Jordan Goldwire noterede sig for 12 point og hele 13 assists. Team FOG var især dominerende tæt på kurven, hvor holdet hentede størstedelen af sine point.

Med ni sejre i ni kampe er Team FOG fortsat ubesejret i Basketligaen. Eneste andet hold i ligaen, der også er det, er Bakken Bears, og netop "bjørnene" er modstander søndag i en topkamp, der starter 15.45.

Pip Ajayi og Team FOG Næstved tog en sikker sejr i Værløse. Foto: John Ringstrøm

Pip Ajayi og Team FOG Næstved tog en sikker sejr i Værløse. Foto: John Ringstrøm