Fotograf: Næstved Boldklub | Opdateret

Næstved Boldklub vil finde flere talenter

Næstved Boldklub tager nu nye metoder i brug for at finde og udvikle fremtidens fodboldspillere. Et nyt samarbejde skal gøre klubben endnu bedre til at opdage talenter, før andre klubber får øje på dem.

Næstved Boldklub har indgået et samarbejde med den dansk-svenske virksomhed Leita, der ved hjælp af data og analyser hjælper fodboldklubber med at finde de rigtige spillere.

Samarbejdet trådte i kraft 1. november og skal gøre det lettere for klubbens trænere og sportslige ledelse at vurdere både nuværende spillere og mulige nye ansigter til førsteholdet.

Vil opdage talenterne før konkurrenterne

Næstved Boldklub har gennem årene haft succes med at finde og udvikle spillere, som siden er kommet videre til større klubber.

Mileta Rajovic, Frederik Ellegaard og senest Bertram Kvist, Mathias Andreasen og Aksel Halsgaard er eksempler på spillere, der har taget næste skridt i karrieren efter tiden i Næstved.

Men flere klubber har fået øjnene op for samme strategi, og konkurrencen om talenterne er blevet hårdere.

– Vores styrke igennem de sidste mange år har været at finde spillere, som andre har overset, og hjælpe dem videre. Det er en dynamisk verden, vi arbejder i, og der er nu flere klubber på vores niveau, som også er lykkedes med samme strategi som os, siger sportschef Kenneth Gangsted.

Skal passe til Næstveds spillestil

Det nye værktøj skal bruges af både førsteholdet og klubbens talentafdeling. Sportschef Kenneth Gangsted får ansvaret for samarbejdet sammen med cheftræner Sune Lærkedahl og resten af trænerstaben.

For 2. divisionsholdets cheftræner handler det ikke kun om at finde dygtige fodboldspillere, men også om at finde dem, der passer til den måde, Næstved gerne vil spille på.

– Med Leita kan hele det sportslige team tale ud fra det samme grundlag, når vi vurderer, hvilke spillere der kan gøre holdet bedre. Det gør det muligt at finde de spillere, der passer til vores spillestil, og vi kan gøre det i god tid, siger Sune Lærkedahl.

Næstved spiller søndag 15. november kl. 13 efterårets sidste kamp, når FA 2000 kommer på besøg.

Næstveds sportschef Kenneth Gangsted (i midten) i selskab med Leita's repræsentanter. Foto: Næstved Boldklub

Næstveds sportschef Kenneth Gangsted (i midten) i selskab med Leita's repræsentanter. Foto: Næstved Boldklub