Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Kompagni 47 fik pris og gav opvisning

Der var både prisoverrækkelser, takketaler og scenekunst, da Næstved Kommune fredag hyldede fire lokale kulturaktører på Rønnebæksholm. Hovedprisen gik til Kompagni 47, der dog havde lidt travlt med at komme videre.

Der var både glæde og en smule tidspres, da Kompagni 47 fredag modtog årets Grundtvig-Mariepris på 25.000 kroner i Herskabsstalden på Rønnebæksholm.

Borgmester Kenneth Sørensen og Kasper Bæk fra Trelleborg Fonden overrakte prisen til kompagniets kunstneriske leder Sine Krag og kunstneriske projektleder Martin Karlshøj.

Men Sine Krag kunne ikke blive hængende længe. Hun skulle videre til midtbyen, hvor De Røde Løbere skulle deltage i aftenens Halloween-parade. Inden afgangen nåede hun dog at dele hæderen med de mange mennesker, der har været med til at udvikle Kompagni 47.

Artiklen fortsætter under billedet....

Sine Krag fik alle med tilknytning til Kompagni47 på scenen. Foto: John Ringstrøm

Sine Krag fik alle med tilknytning til Kompagni47 på scenen. Foto: John Ringstrøm

– Det er ikke noget, vi kan alene. Det er noget, vi gør sammen, og det er også det, der gør det så megafedt, sagde Sine Krag, der opfordrede alle med tilknytning til kompagniet til at rejse sig og komme op på scenen.

Prispengene går til nye lokaler

Kompagni 47 hædres for sit arbejde med fysisk scenekunst, hvor dans, akrobatik, cirkus, parkour og teater mødes. Kompagniet arbejder blandt andet på at udvikle Turbinehallen på Maglemøllegrunden til et nyt scenerum.

Og de 25.000 kroner har allerede fået en konkret destination.

– Tusind tak til Trelleborg Fonden for donationen. Den kommer til at gå til noget så tørt som et depositum, men det har man jo også brug for, sagde Martin Karlshøj med et smil.

Artiklen fortsætter under billedet...

Martin Karlshøj med de 25.000 kroner, der skal bruges til depositum. Foto: John Ringstrøm

Martin Karlshøj med de 25.000 kroner, der skal bruges til depositum. Foto: John Ringstrøm

Han benyttede også lejligheden til at takke Næstved Ungdomsskole, hvor han selv har sine kunstneriske rødder, og hvor der har været plads til at udvikle små projekter til noget større.

Kompagniet stod desuden for eftermiddagens kunstneriske indslag, hvor Lilly O'Reilly og netop Karlshøj optrådte med hver deres eminente danseforestilling.

Tre unge talenter fik priser

Prisfesten handlede ikke kun om Kompagni 47. Den 20-årige filmskaber Nikolas Sommerstedt modtog årets Talentpris på 10.000 kroner for sit arbejde med blandt andet film, musik og komposition. Hans film ”Bliv Hos Mig” har opnået international anerkendelse.

Artiklen fortsætter under billedet...

Nikolas Sommerstedt modtog årets Talentpris. Foto: John Ringstrøm

Nikolas Sommerstedt modtog årets Talentpris. Foto: John Ringstrøm

Derudover blev to Anerkendelsespriser på hver 1000 kroner uddelt til 17-årige Noam Bendari Berglund og 21-årige Rasmus Klog.

Noam Bendari Berglund blev hædret for sit musikalske talent og engagement i unge musikfællesskaber, mens Rasmus Klog fik anerkendelse for sit arbejde med skate, graffiti, musik og kulturelle fællesskaber.

Priserne til de tre unge blev overrakt som led i Næstved Kommunes årlige fejring af det lokale kulturliv.

Lilly O'Reilly i en smuk positur i sin dans. Foto: John Ringstrøm

Lilly O'Reilly i en smuk positur i sin dans. Foto: John Ringstrøm