Fotograf: Gavnø | Opdateret

Jul på Gavnø fylder 20 år

Fredag åbner portene til Jul på Gavnø, og i år er der noget ekstra at fejre. Julemarkedet på godset ved Næstved runder 20 år og er blevet en fast tradition for titusindvis af gæster.

For 20 år siden tog baronesse Helle Reedtz-Thott initiativ til et julemarked med Gavnøs historiske rammer som kulisse. Siden er arrangementet vokset til et af landets største julemarkeder. Grundtanken er dog den samme - at samle familier og generationer om julens traditioner.

– Julen har en særlig plads i mit hjerte, og det var den kærlighed, jeg ønskede at dele, da vi for 20 år siden inviterede til Jul på Gavnø for første gang. At vi 20 år senere stadig kan byde både trofaste gæster og nye generationer velkommen til et af landets største julemarkeder, betyder utrolig meget for mig, siger Helle Reedtz-Thott i en pressemeddelelse.

Seks bygninger fyldt med jul

Over to weekender fyldes seks af godsets historiske bygninger med udstillere og boder. Her er der kunsthåndværk, julepynt, dekorationer, delikatesser og masser af idéer til årets julegaver.

Udenfor er der pyntede juletræer og levende julemusik, og duften af brændte mandler, gløgg og æbleskiver hænger over pladsen. Rokokoslottet er også pyntet til jul, og begge fredage kan man købe billet til en særlig julerundvisning med temaet “Jul på Herregården”.

Nisser, halm og Julemanden

Børnene kan gå på nisseskattejagt, boltre sig på halmlegepladsen, prøve ponyridning og møde selveste Julemanden. I weekenderne er klatrebanerne i Gavnø Go Fly også åbne. Det kræver dog særskilt billet.

For baronessen er det netop mødet mellem generationerne, der gør traditionen værd at holde fast i.

– Noget af det dejligste er at opleve familier, som kommer igen år efter år. Nogle af de børn, der besøgte os i de første år, kommer i dag tilbage med deres egne børn. Det er på mange måder dét, julen og traditioner kan - skabe minder, som gives videre fra generation til generation, siger hun.

 Overskuddet fra julemarkedet går til at bevare kulturarven på Gavnø.

Julemarkederne på Gavnø trækker mange mennesker til. Her overrækker Helle Reedtz-Thott sidste år pokalen for årets stand. Foto: Gavnø

Julemarkederne på Gavnø trækker mange mennesker til. Her overrækker Helle Reedtz-Thott sidste år pokalen for årets stand. Foto: Gavnø

Praktisk

Hvornår: 6.–8. og 13.–15. november
Fredage kl. 15.00–20.00, lørdage og søndage kl. 9.30–16.00
Entré: Voksne 110 kr. fredag og 125 kr. lørdag og søndag. Børn 5-12 år 40 kr. Børn under 5 år gratis
Julerundvisning: Begge fredage kl. 16.30 og 18.30
Adresse: Gavnø 9, 4700 Næstved
Billetter og mere info: gavnoe.dk