Fotograf: John Ringstrøm | Opdateret

Herlufsholm fik en snitter i topkamp

Herlufsholms sjællandsseriehold led sit andet nederlag i træk mod et af de øvrige tophold. Efter nederlaget til Solrød blev det til et klart 0-4-nederlag hjemme mod Køge BK.

Det blev en tung eftermiddag for Herlufsholm, da holdet på hjemmebane tog mod Køge BK i Sjællandsserien. Gæsterne var ganske enkelt bedst på dagen og kunne rejse hjem med en fortjent sejr på 4-0.

For blot syv kampe siden var rollerne ellers byttet om, da Herlufsholm dengang vandt hele 5-0 i Køge.

Køge satte sig på kampen med aggressivt pres, hurtig boldomgang og stor løbevillighed. Efter 20 minutter kom føringsmålet, da HG-keeper Johan Taulov Jørgensen reddede første afslutning, men riposten ramte en Køge-spiller og endte i nettet.

Køge slog til på omstillinger

Herlufsholm foretog tre udskiftninger i pausen, men det ændrede ikke kampbilledet væsentligt. Efter 62 minutter udnyttede Køge et boldtab til at øge føringen til 2-0, og seks minutter senere blev det 3-0, da endnu en ripost efter en redning endte hos en helt fri Køge-spiller.

Herlufsholm havde undervejs enkelte muligheder, men gæsterne var langt skarpere. Kort før slutfløjt blev nederlaget cementeret med endnu et mål efter en omstilling.

To nederlag satte oprykningen på spil

Med nederlag til både Solrød og Køge BK i de seneste to kampe har Herlufsholm fået et alvorligt knæk i oprykningsambitionerne.

De to øverste placeringer er nu uden for rækkevidde med kun to kampe tilbage, mens muligheden for at komme videre til forårets oprykningsspil som et af de bedst placerede tredjepladshold også er blevet væsentligt mindre.

Et lille lyspunkt var dog, at unge Asger Bill-Jessen kunne notere sig sin førsteholdskamp nummer 100 for Herlufsholm GF.

Næste opgave lørdag er en udekamp mod Køge Nord på Rishøj Stadion, inden der sluttes af hjemme mod Næstved.

Bertram Buster (th) og de øvrige Herlufsholm-spillere tabte stort i Køge. Foto: John Ringstrøm

Bertram Buster (th) og de øvrige Herlufsholm-spillere tabte stort i Køge. Her er han i aktion mod Næstved. Foto: John Ringstrøm