Fotograf: Privat | Opdateret

Det grønne Næstved bliver slagtet

Vi er ikke bare skuffede. Vi er rasende over det, vi læser i sag 176 om udmøntningen af Næstved Kommunes budgetforlig for 2027.

Det politiske flertal er i færd med at rive fundamentet væk under kommunens grønne ambitioner.

Bæredygtighedskonsulenten spares væk. Dermed svækkes arbejdet med kommunens klima- og bæredygtighedsmål, herunder DK2020-planen. Hvordan skal vi nå vores mål, når vi fjerner ressourcerne til at sikre fremdriften?

Samtidig fjernes medarbejdere fra natur- og miljøområdet. Administrationen skriver selv, at lovpligtige opgaver inden for naturbeskyttelse og Natura 2000 vil blive nedprioriteret, og at det kan blive en udfordring at overholde lovgivningen.

Læs lige det igen. Et politisk flertal gennemfører besparelser, selv om administrationen advarer om problemer med at overholde loven. Det er ganske enkelt rystende.

Også vandmiljøet rammes. Puljer og ressourcer fjernes, netop som den grønne trepart og andre store naturprojekter kræver handling, koordinering og faglighed, bestemt ikke mindre.

Det her er politiske besparelser, ikke forslag, administrationen selv har fremlagt som fagligt begrundede effektiviseringer. Og de konkrete besparelser har ikke været i høring. Borgerne har ikke fået en reel mulighed for at forholde sig til konsekvenserne.

Næstved Kommune har allerede vedtaget mål for klima, natur og miljø. Men hvad er de mål værd, når flertallet fjerner ressourcerne til at føre dem ud i livet? Det er ikke ansvarlig politik. Det er en politisk nedprioritering af naturen og miljøet, som kommer til at koste os dyrt.

SF nægtede at tage ansvar for dette budgetforlig. Nu ser vi hvorfor. Det kommer til at skade vores natur og miljø. Ansvaret ligger hos det politiske flertal. Og det skal de stå på mål for.

Af Jette Leth Buhl og Mikkel Lerrin Schannong
SF Næstved

Mikkel Schannong. Foto: Privat

Mikkel Schannong. Foto: Privat