Fotograf: Presse | Opdateret

DEBAT: Tandsundhed skal ikke være en luksus - men en rettighed

DEBAT: Der skal være gratis tandpleje til alle med det gule sundhedskort. Så klart lyder et nyt forslag fra Enhedslisten. Det er et forslag, vi i Danmarks største tandlægekæde, Godt Smil Tandlægerne, kun kan bakke op om. For ingen bør risikere sundheden alene på grund af økonomien.

Alt for mange danskere springer tandlægen over. Ikke fordi de vil, men fordi økonomien presser dem. En undersøgelse fra Tandtænketanken, som består af en bred vifte af aktører fra sundhedsområdet, viser, at op mod 40 procent af den voksne befolkning undlader at få den anbefalede, regelmæssige undersøgelse. En tendens, der i vores øjne er et tydeligt tegn på, at den nuværende model ikke fungerer – og det har konsekvenser.

Som Danmarks største og førende tandlægekæde, Godt Smil Tandlægerne, ser vi dagligt de følgevirkninger, det har, når patienter venter for længe med at gå til tandlægen. Det gælder ikke kun små og gængse tandproblemer som huller, tandsten og begyndende tandkødsbetændelse, men også mere alvorlige tilstande som parodontose og infektioner – noget, der i værste fald kan påvirke den generelle sundhed og føre til eksempelvis hjertekarsygdomme. Tænderne hænger nemlig i høj grad sammen med resten af kroppens sundhed.

Med andre ord belaster manglende tandpleje ikke kun den enkeltes tandsæt og økonomi, men i sidste ende også sundhedsvæsenet.

Indlægget fortsætter under billedet...

Pressefoto
Pressefoto

Derfor er gratis adgang til tandlægen ikke bare en investering i den enkeltes tandsundhed, men også et forebyggende sundhedstiltag, der kan aflaste samfundet som helhed. Vi skal væk fra brandslukningen, som vi ofte ser i dag, og i stedet arbejde langt mere forebyggende og langsigtet til gavn for alle.

Samtidig vil Enhedslistens forslag kunne nedbryde den ulighed, vi ser i tandplejen i dag. Som det er nu, er det i høj grad dem, der er økonomisk begrænset, der også sjældent går til tandlæge. Små problemer får dermed lov til at vokse sig store og dyre. Det er ikke kun urimeligt, men også uholdbart – især når man tænker på, at brugerbetalingen også er vokset støt over de seneste år.

Tandpleje skal dermed ikke længere være en luksus. Det skal være en rettighed for alle – præcis som man får hjælp og behandling, når man brækker armen, får lungebetændelse eller har brug for en blodprøve.

Og her er det væsentligt at huske, at mindre skridt også kan gøre en stor forskel. Er det ikke muligt at gøre samtlige tandlægeydelser gratis med det samme, kan vi begynde med det mest grundlæggende – et årligt tandtjek og en tandrensning.

Det giver os i Godt Smil – og alle vores kolleger i branchen – mulighed for at opdage og behandle problemer, før de vokser sig både store, sundhedskritiske og økonomisk uoverskuelige.

CEO og Founder af Godt Smil-tandlægerne, Anders Bjerregaard. Foto: Presse
CEO og Founder af Godt Smil Tandlægerne, Anders Bjerregaard. Foto: Presse