Fotograf: Presse | Opdateret

DEBAT: Tak til medarbejderne i Næstved Kommune

Snestormen har givet udfordringer for mange af os. Midt i alt det praktiske bøvl er der dog én ting vi ikke må glemme, nemlig den enorme indsats som medarbejderne i Næstved Kommune yder hver eneste dag.

Lærere og pædagoger møder ind og tager imod børn, selvom vejene er glatte og bemandingen presset. Hjemmehjælpere, sosu-medarbejdere og sygeplejersker sørger for, at ældre og sårbare borgere får den hjælp og omsorg, de har brug for, også når vejret gør arbejdet ekstra krævende. Medarbejdere på botilbud, bostøtte og i socialpsykiatrien er på arbejde døgnet rundt. Rengøringspersonale, køkkenmedarbejdere og teknisk service sikrer, at institutioner og plejehjem kan fungere. Administrative medarbejdere holder overblik, koordinerer og finder løsninger, når planerne må ændres fra time til time. Og Park og Vej samt øvrige driftsmedarbejdere knokler utrætteligt med sne og frost for at holde veje, stier og adgangsforhold så sikre som muligt.

Det er let at få øje på det, der ikke fungerer, når vejret driller. Men det er mindst lige så vigtigt at anerkende dem, der får hverdagen til at hænge sammen, også når betingelserne er svære.

Snerydning og vinterberedskab er ikke gratis. Det koster omkring en million kroner om dagen at rydde sne i en kommune som vores. Det sætter både indsatsen og prioriteringerne i perspektiv.

Derfor skal der lyde en stor og oprigtig tak til alle kommunens medarbejdere. Jeres arbejde gør en konkret forskel for mennesker hver eneste dag, og det fortjener både respekt og anerkendelse.

Til sidst vil vi opfordre alle borgere i Næstved Kommune til at være ekstra påpasselige, så vi undgår skader, og samtidig udvise lidt ekstra tålmodighed og forståelse.

Vi løser det bedst sammen.

På vegne af Venstres Byrådsgruppe
Süleyman Yücel
Gruppeformand