Jeg har været på besøg på Hyllinge Skole – en af de skoler, der lige nu er i spil, når der tales om mulige skolelukninger i Næstved Kommune.
Og så møder man de her ord på muren.
De er sikkert skrevet for længe siden. En lille kærlighedserklæring midt i murstenene. Men lige nu rammer de noget helt særligt.
For når vi taler om skoler, kommer samtalen hurtigt til at handle om økonomi, bygninger, elevtal, klassekvotienter og strukturer. Det er selvfølgelig en del af virkeligheden, og som politikere har vi også et ansvar for at forholde os til den.
Men en skole er aldrig bare tal i et regneark. En skole er børn, der hver morgen træder ind ad døren til noget, de kender. Det er venskaber, tryghed, læring og fællesskab. Det er lærere og pædagoger, der kender børnene og familierne. Og mange steder er skolen samtidig en vigtig del af selve livet og sammenhængskraften i lokalsamfundet.
Derfor er det også store beslutninger, vi står med. Beslutninger, der rækker langt ud over mursten og økonomi.
Mit besøg på Hyllinge Skole gav mig noget at tænke over – og endnu mere at lytte til. For før vi træffer beslutninger, skylder vi børnene, medarbejderne, forældrene og lokalsamfundene at lytte ordentligt efter og forstå, hvad det er, vi træffer beslutninger om.
Og det gælder ikke kun skolerne. Også daginstitutioner er i spil, og her gælder præcis det samme: Det handler om børns hverdag, deres tryghed, nære relationer og de fællesskaber, de vokser op i.
Så ja, vi skal se på økonomien. Vi skal tage ansvar. Men vi skal også huske, at der bag hver beslutning er børn, familier, medarbejdere og lokalsamfund.
Tænk os nu godt om. For nogle gange står det vigtigste allerede skrevet på en mur:
“Elsker den her skole.”
Af Joakim Rex Blankschøn
Byrådsmedlem, Socialdemokratiet
Foto: Joakim Rex Blankschøn
