Der tales om faglighed, trivsel, undervisning, inklusion og flere voksne omkring børnene. Det er både vigtigt og nødvendigt. Men jeg savner noget helt centralt i debatten.
Hvor er SFO’en? Hvor er fritidspædagogikken? Og hvor er børnene med særlige behov, når undervisningen slutter?
For folkeskolen er ikke kun undervisning, dansk, matematik og klasselokaler. Folkeskolen er også SFO. Det er fællesskaber, venskaber, leg, dannelse, relationer og fritidspædagogik.
Og det er her, vi skal turde stille et af de svære spørgsmål.
Rundt omkring i Danmark går børn i specialklasser, skærmede tilbud og andre specialpædagogiske læringsmiljøer. Børn, der af forskellige årsager har behov for ekstra støtte, tydelige rammer, struktur og nærværende voksne.
Derfor har vi indrettet skoletilbud med færre børn, flere voksne og særlige pædagogiske kompetencer.
Men hvad sker der, når klokken ringer ud? Ja, så oplever vi nogle steder noget ganske besynderligt.
Barnet, der om formiddagen havde behov for et specialiseret tilbud med eksempelvis otte børn og to voksne, kan over middag stå i en almindelig SFO, med langt flere børn og uden tilsvarende støtte.
Er barnet pludselig blevet velfungerende? Er diagnosen forsvundet? Er behovet for struktur, forudsigelighed og voksenstøtte ophørt? Selvfølgelig ikke.
Alligevel er det nogle steder sådan, vi organiserer og prioriterer ressourcerne.
Og det er hverken rimeligt over for barnet, de øvrige børn eller de pædagoger, der hver eneste dag forsøger at skabe gode, trygge og inkluderende fritidsfællesskaber.
Vi kan ikke tale om inklusion i undervisningen og samtidig acceptere, at børn risikerer at miste den nødvendige støtte i fritidsdelen.
Vi kan heller ikke tale om trivsel, hvis vi kun interesserer os for en del af barnets dag.
Et barn er ikke delt op i en skoledel og en fritidsdel. Et barn er et helt menneske – hele dagen!
FRITIDSPÆDAGOGIK KRÆVER FAGLIGHED, TID OG ORDENTLIGE RAMMER!
Og lad os samtidig slå én ting fast: SFO’en er ikke en pasningsordning, hvor børn blot skal opholde sig, indtil mor eller far får fri.
SFO’en og klubberne er selvstændige og betydningsfulde fritidspædagogiske tilbud, hvor børn og unge lærer at indgå i fællesskaber, udvikler sociale kompetencer, skaber venskaber og får mulighed for at være en del af noget større.
For nogle børn er netop fritidsfællesskabet det sted, hvor de oplever deres største succeser.
Men kvalitet kommer ikke af sig selv! Vi har brug for uddannede pædagoger, der med deres faglighed kan skabe inkluderende fællesskaber, understøtte børns udvikling og opdage begyndende mistrivsel, før den vokser sig stor.
Vi har brug for pædagoger, der har tid til at være nærværende, skabe relationer og arbejde målrettet med både det enkelte barn og børnegruppen.
Og vi skal holde op med at forestille os, at god fritidspædagogik alene opstår, når børnene møder ind ad døren.
Pædagogisk arbejde kræver også forberedelsestid!
Tid til at planlægge aktiviteter, udvikle lærings- og fritidsmiljøer, samarbejde med kolleger og forældre, følge op på børn i udsatte positioner og evaluere den pædagogiske praksis.
Det er ikke tid væk fra børnene. Det er tid, der kommer børnene til gode!
Samtidig har vi brug for tydelig og kvalificeret pædagogfaglig ledelse, som har både tid, mandat og mulighed for at udvikle fritidspædagogikken, understøtte medarbejdernes faglighed og sikre sammenhæng i børnenes hverdag.
Pædagogfaglig ledelse må ikke reduceres til vagtplaner, økonomistyring og brandslukning.
Den skal være tæt på praksis, børnene og medarbejderne.
Og så er der normeringerne! Vi skal have ordentlige og reelle normeringer i vores SFO’er og fritidsklubber. Ikke blot flotte tal i et regneark, men normeringer, der afspejler virkeligheden.
Hvor mange voksne er faktisk til stede sammen med børnene? Hvor mange børn er der? Hvilke særlige behov skal der tages hensyn til? Og er der ressourcer til både planlagte aktiviteter, spontane fællesskaber og de børn, der har brug for en ekstra hånd?
Det er de spørgsmål, vi skal turde stille.
For én ting er, hvor mange medarbejdere der står på lønningslisten. Noget andet er, hvor mange uddannede og nærværende voksne børnene faktisk møder i deres fritidsliv.
Børn og unge fortjener mere end minimumsløsninger. De fortjener fritidstilbud med kvalitet, faglighed og voksne, der har tid til dem!
TREPARTEN SKAL HUSKE HELE BARNETS DAG.
Derfor bør den nedsatte trepart om folkeskolens fremtid også forholde sig til:
- Hvordan sikrer vi, at børn med særlige behov får den nødvendige støtte gennem hele dagen?
- Hvordan styrker vi fritidspædagogikken og sikrer flere uddannede pædagoger i SFO og klub?
- Hvordan sikrer vi reel forberedelsestid og stærk pædagogfaglig ledelse?
- Hvordan skaber vi ordentlige og gennemsigtige normeringer, der tager udgangspunkt i børnenes faktiske behov?
- Hvordan sikrer vi bedre sammenhæng mellem specialundervisning, almenundervisning og SFO?
- Og hvordan sikrer vi, at inklusion bliver en reel mulighed frem for en ambition uden tilstrækkelige ressourcer?
Vi har brug for en folkeskoledebat, der handler om hele barnets dag – ikke kun om undervisningstimerne.
Som uddannet pædagog og pædagogfaglig leder ved jeg, hvor stor betydning det gode fritidspædagogiske arbejde har for børn og unges trivsel, udvikling og livsduelighed.
Jeg ved også, at faglighed kræver rammer. At relationer kræver tid. Og at god pædagogik kræver både uddannelse, forberedelse, ledelse og tilstrækkelige ressourcer.
Og som kommunalpolitiker mener jeg, at vi har et ansvar for at insistere på, at børn med særlige behov ikke bliver glemt mellem to systemer og to budgetter.
Det handler ikke om, at alle børn nødvendigvis skal have samme støtte hele dagen. Det handler om, at støtten skal tage udgangspunkt i barnets faktiske behov – også efter skoletid.
Så kære politikere og parter i treparten: Når I nu skal diskutere fremtidens folkeskole, så husk, at skoledagen måske slutter, men børnenes behov, udvikling og fællesskaber fortsætter.
Husk de uddannede pædagoger. Husk forberedelsestiden. Husk den pædagogfaglige ledelse. Og husk ordentlige normeringer i SFO og klub.
Folkeskolen er også SFO!
Og inklusion må aldrig være noget, vi kun har råd til, mens der står undervisning på skemaet. For børn og unges trivsel kan ikke sættes på pause, bare fordi klokken ringer ud.
Af Joakim Rex Blankschøn (A),
Pædagog, pædagogfaglig leder og medlem af Næstved Byråd
