Det er en trist udvikling for det hæderkronede glasværk ved Fensmark. Ardagh Glass Holmegaard har besluttet at reducere produktionen for at tilpasse kapaciteten til markedet. Beslutningen betyder, at virksomheden må tage afsked med 55 medarbejdere.
For at hjælpe de berørte videre arrangerer glasværket i samarbejde med Næstved Erhverv, Virksomhedsservice i Næstved Kommune, Dansk Metal og 3F en jobmesse onsdag 25. november fra klokken 13 til 15.
Messen finder sted i glasværkets kantine, hvor interesserede virksomheder får mulighed for at møde de opsagte medarbejdere.
Håber på nye jobmuligheder
Direktør for Ardagh Glass Holmegaard, Kim Holmberg, beklager afskedigelserne og håber, at andre virksomheder i området kan få glæde af medarbejdernes erfaring.
– Vi ønsker at hjælpe vores gode medarbejdere så godt som muligt videre i deres arbejdsliv. Vi har måttet sige farvel til nogle meget dygtige, loyale og fleksible medarbejdere, som jeg er overbevist om kan gøre stor nytte i andre virksomheder, siger han i en pressemeddelelse.
De 55 medarbejdere kommer primært fra produktionen og de produktionsnære værksteder. De har erfaring med selvstændigt arbejde, ansvar og samarbejde i en produktion, hvor sikkerhed og effektivitet er afgørende.
Virksomheder inviteres indenfor
Hos Næstved Erhverv har man tidligere været med til at arrangere lignende jobmesser i forbindelse med større afskedigelser.
– Vi har tidligere med succes afholdt jobmesser for virksomheder, som af forskellige årsager har måttet afskedige større grupper af medarbejdere. Sådan en jobmesse er en god mulighed for en arbejdsgiver at møde potentielle nye medarbejdere uden et større ressourceforbrug, siger erhvervsservicechef Dennis Lisner Thyssen.
Lokale virksomheder, der ønsker at deltage, skal tilmelde sig hos erhvervskonsulent Tanya Birch fra Næstved Erhverv på telefon 55 88 52 17 eller mail tigabi@naestvederhverv.dk.
Næstved Erhverv har tidligere haft succes med jobmesser efter større afskedigelser. Foto: Presse
