Torsdag 4. september kl. 19 inviterer Snesere Kirke til en unik aften under temaet Snak & Musik. Her mødes musik og fortælling, når sanger Ditlev Ulriksen og pianist Martin Valsted indtager kirkens stemningsfulde rum.
Aftenen byder på en musikalsk rejse krydret med personlige historier, anekdoter og samtaler om alt fra musik og karriere til de små overraskelser, der opstår undervejs. Martin Valsted er både aftenens pianist og vært og vil føre publikum trygt gennem samtalen med Ditlev.
Ditlev Ulriksen er kendt som forsanger i Innocent Blood, der i år kan fejre 30 års jubilæum og fortsat turnerer flittigt – bl.a. på sommerens festivaler som Smukfest. Bandet stod bag hits som Den allerførste gang, Efterladt og Min helt alene fra filmen Kærlighed ved første blik (Anja og Victor). Ditlev har desuden medvirket i Dansk Melodi Grand Prix, optrådt i Hit med Sangen, indspillet musik og arbejdet sammen med kunstnere som Kim Larsen og Big Fat Snake.
Repertoiret denne aften vil byde på både Ditlevs egne sange, klassikere man kan synge med på og udvalgte numre, der klæder kirkens akustik.
Der er fri entré – alle er velkomne til en aften med nærvær, musik og gode historier.